I øjeblikket er sommeren over os - og ifølge tal fra SOS Dansk Autohjælp, så er det en tid med mange dyre fejl.
Sommeren er nemlig højsæson for en helt særlig slags fejl. Det fremgår af en pressemeddelelse fra SOS Dansk Autohjælp fra sidste år, hvor tallene fra sommeren 2020 blev gjort op.
Her stod det klart at der var en stigning i især to slags fejl, som koster bilisterne dyrt.
Knap 3.000 gange måtte SOS Dansk Autohjælp rykke ud i perioden 1. juni til 31. august, til bilister der enten var kørt fast i sandet eller havde tanket bilen forkert. Begge to fejl der bliver begået i langt højere grad om sommeren.
"Vi ser hver sommer en stigning i antallet af bilister, der enten tanker benzin på dieselbilen eller kører ubehjælpeligt fast på stranden," lyder det fra vagtcentralchef Anette Bjørn Juncher, hos SOS Dansk Autohjælp.
Det kan være dyrt at fejltanke bilen. Foto: Shutterstock
Derfor sker der en stigning om sommeren
Forklaringen på fastkørslen på stranden er nem at få øje på - sommerperioden tiltrækker nemlig trafik til de store brede sandstrande. Det er dog sværere at finde en forklaring på, hvorfor der sker langt flere fejltankninger - men Anette Bøje Juncher har alligevel et bud på en forklaring.
"Nogle familier har to biler, og mens man måske kører i en mindre benzindreven bil til hverdag, er det den større dieselbil, der bruges til bilferien. Ofte køres der også længere stræk i sommerferien, så bilisterne er måske ovenikøbet trætte og uopmærksomme under tankningen," forklarer hun.
Er skaden sket og man har tanket benzin i en dieselbil, er det vigtigt at ringe efter hjælp, så snart fejlen opdages. Man skal ikke starte bilen, da det forkerte brændstof kan skade motoren.
Udover fejltankninger og fritrækninger, er det punkteringer og starthjælp, som SOS Dansk Autohjælp oftest hjælper med i løbet af sommerperioden.