Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der på landsplan blev anmeldt 3.438 indbrud i private hjem i årets første kvartal.
Det er 5 pct. over niveauet fra sidste år, men dækker over store lokale forskelle i indbrudsudviklingen.
Med udsigt til forårets ferieperioder, hvor mange tager i sommerhus eller til udlandet, opfordrer Bo trygt til, at man aftaler feriehjælp med naboerne og får indbrudssikret sit hjem.
Årets første tal for anmeldte indbrud i private hjem er netop offentliggjort fra Danmarks Statistik. Tallene viser, at indbrudsniveauet på landsplan er steget med 5 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.
I årets første tre måneder blev der således anmeldt 3.438 indbrud i private hjem. I første kvartal 2023 lød tallet på 3.281 anmeldte indbrud.
Sådan skriver Bo Trygt i en pressemeddelelse, som er sendt til Nyheder24.dk.
Den landsdækkende udvikling dækker over store lokale forskelle og interessante udviklinger. Et eksempel er Allerød Kommune nord for København, som for blot få år siden var en af de mest indbrudsplagede kommuner i Danmark.
Men indbyggerne i Allerød gik sammen til kamp mod indbrudstyvene, og i en årrække har Allerød været kendt for at være Danmarks Nabohjælpskommune nr. 1.
Antallet af indbrud i Allerød er siden 2016 reduceret med mere end 70 pct., og kigger man på årets første kvartal, har Allerød blot 6 anmeldte indbrud i første kvartal 2024. Det er en reduktion på mere end 90 pct. i forhold til samme kvartal i 2016. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
"Vi er rigtig glade for at følge den meget positive udvikling i Allerød Kommune, hvor borgerne er gået sammen om at bekæmpe indbrud i private hjem. Vi ved, at Nabohjælp er et veldokumenteret middel til at forebygge indbrud. Det kan derfor ikke udelukkes, at de mange nabohjælpere i kommunen er forklaringen på den meget positive udvikling", siger Britt Wendelboe, programchef i Bo trygt, der er en indsats skabt af TrygFonden og den filantropiske forening Realdania i samarbejde med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd.
Britt Wendelboe fortsætter:
"Vi kan med simple midler gøre livet meget sværere for indbrudstyvene. Og det skal vi gøre, fordi vi ved, at et indbrud eller et indbrudsforsøg i ens hjem eller ens nabolag går ud over trygheden."
Allier dig med naboerne og forstærk dit hjem mod indbrudstyve
Opmærksomme naboer er et af de mest effektive midler mod indbrud. Bo trygt opfordrer derfor til, at man koordinerer ferieplaner med naboerne og generelt hjælper hinanden med at holde øje med, hvem der færdes i kvarteret.
Man kan eventuelt også bruge Nabohjælps app til at aftale feriehjælp med betroede naboer, så man sikrer sig, at der bliver holdt øje med huset.
"Det værste, en indbrudstyv ved, er uforudsigelighed og at blive set. Hjælp derfor hinanden i boligkvartererne med at holde øje med hinandens hjem, og hvis nogen er bortrejst, kan I flytte lidt rundt på deres havemøbler, parkere en bil i indkørslen eller på anden vis skabe liv og tilstedeværelse. Og møder I fremmede i kvarteret, så hils på dem og spørg eventuelt, om der er noget, I kan hjælpe med. Det vil skræmme langt de fleste indbrudstyve væk", siger Julie Kofoed, kommunikationskonsulent i Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag.
Med udsigten til forår og varmere temperaturer, hvor mange kaster sig over forskellige hus- og haveprojekter, opfordrer Bo trygt derudover til, at man indtænker lidt lavpraktisk indbrudsforebyggelse.
"Vi skal gøre det ekstra besværligt for indbrudstyvene at komme ind i vores hjem – og faktisk også ud. Det kan vi bl.a. gøre med ekstra beslag på vinduerne og ekstra låse på dørene – også på terrasse- og kælderdøre, så det bliver sværere for tyven at komme hurtigt ud med de stjålne genstande. Man kan vælge at få professionel hjælp til indbrudssikring, men mange byggemarkeder har også et godt udvalg af sikringsprodukter og vil være glade for at hjælpe med gode råd. Så det behøver hverken at være besværligt eller dyrt at sikre sit hus bedre mod indbrud", siger Britt Wendelboe.
Bo trygts guide til forårsklargøring af huset
Sæt sikringsbeslag på vinduerne – særligt de mest udsatte, hvor tyven kan komme ind i huset uden at blive set, fx på bagsiden af huset, på kælder- og stueplansniveau eller bag høje buske eller træer
Er du i gang med at bygge hus eller få skiftet vinduer, så brug lejligheden til at få installeret vinduer, som er indbrudssikrede
Sæt hængelås på skuret – særligt hvis du har haveredskaber stående, værktøj eller måske en stige. Så får tyven sværere ved at få fat i redskaberne til at bryde ind med
Har du en terrasse-/kælderdør, som alene åbner med vrider, så sæt en rigtig lås på, fx en kodelås eller en lås med nøgle
Find flere gode råd om, hvordan du kan indbrudssikre dit hjem, på www.bolius.dk/indbrud-i-boligen.