Indtil nu har det oftest været sådan, at det er mor som får besked i e-boks, når der kommer breve fra det offentlige vedrørende ens barn.
Men det ændres nu.
Allerede sidste år i marts blev det meldt af Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse, at begge forældre fremadrettet skulle have brev.
Lovforslaget blev vedtaget i Folketinget sidste år.
"Vi skal selvfølgelig ikke være med til at fastholde en stereotyp forestilling om, at beskeder fra det offentlige om børn nok mest er relevante for moren," lyder det fra ligestillingsminister Trine Bramsen (S) som fortsætter:
"Børn er et fælles ansvar, og derfor skal begge forældre selvfølgelig også have de relevante oplysninger. Det bliver nu helt klart, at digital post om et fælles barn skal sendes til begge forældre."
Det skriver Ritzau.
Lovændringen betyder at begge forældre som udgangspunkt vil modtage digitalpost fra det offentlige vedrørende deres fælles barn. Det er dog rettet mod familier, hvor begge forældre har forældremyndigheden.
"Helt konkret betyder lovforslaget, at offentlige myndigheder som udgangspunkt skal sende den digitale post til begge forældre, der vedrører et fælles barns forhold, og som er rettet mod begge indehavere af forældremyndigheden over et barn. Det gælder uanset om forældrene bor sammen eller ej," sådan lød det i pressemeddelelsen sidste år.
Det er ikke det eneste sted hvor forældre mærker en forskel.
Fra januar blev det også lavet således, at begge forældre modtager halvdelen af børnepengene - hvor det hidtil også oftest har været moren, som har modtaget børnepenge.