Hunde efterlades stadigvæk i alt for varme biler: Lider i sommersolen

Alt for mange hunde får lov til at vente i bilen, når deres ejere fx løber ærinder. Foto: Shutterstock

Hvert år frarådes ejerne, at de efterlader deres hunde i bilen i sommervarmen, også selv om det kun drejer sig om kort tid. Desværre er der stadig mange, som lader hunden sidde i bilen om sommeren. Det kan dog have fatale konsekvenser.

Når det bliver sommer, er det ekstra vigtigt at være opmærksom på sit kæledyr, da varmen kan gå hårdt ud over dyrene og få ubehagelige konsekvenser. En opgørelse fra Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 viser, at 126 personer henvendte sig i 2019, fordi de var bekymret for en hund, der var efterladt i en varm bil. 

Det er et problem, fordi høje temperaturer allerede efter kort tid bliver kritiske for hunde. Mennesker sveder varmen ud af kroppen, men menneskets bedste ven kan kun komme af med den via poterne og munden. Det fortæller Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse. 

"Mange mennesker forsøger at gøre det rigtige ved at stille bilen i skyggen, men det hjælper ikke, for skyggen er også varm, så der bliver alligevel som en ovn i bilen," siger Jens Jokumsen, familiedyrschef ved Dyrenes Beskyttelse.

Læs også

Dansk zoo jubler: Små løver snart klar til at lave ballade

Fra 25 til 50 grader på en halv time

Jens Jokumsen opfordrer derfor til, at man lader sin hund eller kat blive hjemme når man skal ud og handle eksempelvis. Hvert kvarter stiger temperaturen nemlig med 10-15 grader i en parkeret bil, og åbne vinduer hjælper ikke.

"Selv om hunden kan virke trist over, at du forlader hjemmet, vil det til enhver tid være bedre for den at blive hjemme i et afkølet rum og med adgang til frisk vand, frem for at sidde i en bagende bil. I værste fald kan det ende med at tage livet af den," understreger Jens Jokumsen.

En tommelfingerregel er, at når udetemperaturen er 20-25 grader, stiger temperaturen inde i en bil hurtigt og kan på en halv time komme helt op på faretruende 40-50 grader.

Læs også

Støjberg sætter danskernes sind i kog: 99.000 siger nu fra

Tag disse forholdsregler, når du har dyr i bilen

Er det absolut er nødvendigt kortvarigt at efterlade sin hund eller kat i bilen, er det vigtigt at følge nogle enkle forholdsregler.

  • Parkér altid i skygge
  • Frisk luft er vigtigt, så åben mindst to vinduer på klem, eller bagsmækken, så der bliver luftgennemstrømning i kabinen.
  • Giv adgang til frisk vand i bilen.
  • Læg en seddel i forruden med dit mobilnummer, så du kan kontaktes, hvis en kritisk situation skulle opstå.
Læs også

DMI: Sådan bliver vejret resten af ugen

Sådan hjælper du et dyr med hedeslag

  • Hjælp det med drikkevand, kølige omslag og skygge.
  • Hvis du ikke selv kan komme til at hjælpe det, ring 114 til politiet eller 1812 til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral.
  • Dyreejere til et dyr med hedeslag bør kontakte en dyrlæge øjeblikkeligt
Læs også

Danmarks fornuftigste bilejere: Kan du gætte hvilken bil, der er billigst at forsikre?