Fra i dag skal detailhandlen leve op til en række nye retningslinjer, som skal sikre kunder og medarbejdere mod smitte med corona-virus. Det fortæller Erhvervsministeriet fredag. De seneste ugers bratte stigning i antallet af konstaterede coronasmittede herhjemme får nu den konsekvens, at der indføres endnu flere retningslinjer i danske supermarkeder, butikker og stormagasiner.
Disse nye retningslinjerne træder i kraft fredag. Der er nok særligt et sted, det vil være synligt. Hvis danskerne skal ud og hente fredagsslik eller være på forkant med en lørdagskylling, så vil de handlende fra i dag vil muligvis møde en opsynsperson, der skal sørge for håndsprit, forhindre kødannelse og opfordre til afstand, i de største varehuse, storcentre og stormagasiner.
Det er nemlig et krav i de nye retningslinjer, der træder i kraft i dag, som regeringen sammen med erhvervslivet og sundhedsmyndighederne har lavet for detailhandlen.
Opsynesmand ikke eneste nye tiltag
De nye retningslinjer gælder for dagligvarebutikker, storcentre, stormagasiner, og arkader, basarer med videre. Udover opsynspersonen, som fremover vil dukke op i mange butikker, så har Erhvervsministeriet også endnu et tiltag i ærmet, der skal gøre det mere sikkert at handle ind under pandemien.
Fremover opfordres dagligvarehandlen også til at sætte skilte op, der siger, at man kun bør handle én person ad gangen, fortæller Erhvervsministeriet.
”Det er vigtigt, at vi holder fast nu og står sammen om at holde afstand og leve op til retningslinjerne, så vi kan holde så meget af dansk erhvervsliv åbent som muligt. Vi skal stadig kunne handle og holde gang i hjulene hos både den lokale brugs og storcentret, men det skal ske på en forsvarlig måde," udtaler erhvervsminister Simon Kollerup (S), inden han fortsætter:
"Sådan så både medarbejdere og kunder kan føle sig trygge. Jeg forstår godt, hvis man er ærgerlig over, at vi nu igen skal til at indrette vores liv efter corona. Det er jeg også. Men dansk erhvervsliv har vist, at man er opgaven voksen.”