Hver aften lægger han 7.000 danskere i seng

Du har hørt stemmen før. Godt nok i en anden kontekst. Lige nu ligger du med lukkede øjne og bliver talt i søvn, og det tager ikke meget mere end fem minutter. Du har dog ikke sluppet Karsten Lagermanns stemme, den har du uden tvivl hørt før.

Lige nu læser andre også

Omkring 7.000 danskere bliver i aften puttet til lyden af Karsten Lagermanns stemme, der guider dig igennem et forløb, der ender med, at du sover som en sten. Der er mange, der slet ikke kan undvære Karstens stemme i en hverdag, hvor søvnen efterhånden er en luksus, der kun er de få forundt. Mange af de 7.000 vil hver eneste aften associere godnat-stemmen med noget helt andet, og det giver god mening, for manden bag dyb-ro.nu og sovevideoerne er også stemmen bag mange kendte reklamefilm på radio og tv.

Fakta-stemmen blev psykoterapeut

Karsten Lagermann levede for år tilbage af sin stemme, og særligt en reklame har fulgt manden bag dyb-ro.nu og sovevideoerne. ”Det tager kun fem minutter, men…,” siger Karsten i et pay-off, som langt de fleste danskere kender og forbinder med en discountkæde. Det er dog ikke reklamefilm og Fakta, at Karsten Lagermann i dag erhverver sig med. I stedet er indtaling af reklamefilm blevet erstattet med en uddannelse som psykoterapeut og indtaling af videoer, der skal hjælpe særligt børn og unge med at finde ro og komme tilbage til gode søvnrytmer. Med 7.000 lyttere hver eneste aften, er det lykkedes for Karsten at sætte sin stemme i spil i forhold til et helt andet formål.

”Børn med tankemylder kan få ro, og forældrene oplever at få deres aftener tilbage,” fortæller Karsten, der selv er overrasket over den store interesse, der er for de videoer, han lægger op på sin YouTube-kanal. ”Det kom som et chok, da YouTube kontaktede mig for at tilbyde mig deres partner-program. Det er godt nok småpenge, der kommer ind og det er stadig tanken om at hjælpe andre med at finde ro, der driver mig.”

Karsten Lagermann udgiver "Den kloge ugle siger godnat" op til BogForum i den kommende weekend.Foto: Les Kaner

Søvnkoncept i bogformat

Som uddannet psykoterapeut og specialist i søvn har Karsten Lagermann udviklet et nyt koncept, der særligt virker for børn. Flere vil selvfølgelig drage paralleller til Carl-Johan Forssen Ehrlins ”Kaninen der så gerne ville sove”, og det er helt naturligt at gøre, forklarer Karsten Lagermann. ”Ehrlin er på sporet af noget helt rigtigt, men den praktiske udførsel, mener jeg, kan blive langt bedre. Man kan ved enkelte forandringer skabe meget bedre resultater for børn, der har svært ved at falde i søvn. ”Min bog ’Den kloge ugle siger godnat’ bygger videre på Ehrlins principper og inkluderer nye metoder, der har stor effekt. Man kan også få bogen som lydbog, som jeg selv indtaler, hvor toneringer og pauser er helt rigtige i forhold til den ønskede virkning,” fortæller Karsten.

Stor interesse for den nye bog og lydbog

Allerede inden udgivelsen har Karsten Lagermann fået en agent, der repræsenterer ham i forhold til udenlandske rettigheder og i uge 41 bliver hans bog præsenteret på en af verdens helt store bogscener i Frankfurt. ”Det virker. Børn falder i søvn og forældre fra hele landet skriver til mig og fortæller, hvordan jeg har reddet aftener og nattesøvn hos dem. Det er selvfølgelig den største gave, men hvorfor stoppe her? Den engelske oversættelse er allerede på vej, og selvom bogen ikke er på det danske marked før den 22. oktober, så peger alt på, at det her kan blive en succes.”

Anbefalet til dig