Skal man altid stoppe, eller må man godt køre over? Cirka halvdelen af danskerne er i tvivl om reglerne for det gule lys, viser en undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige. Det oplyser Gjensidige i en pressemeddelelse.
Vi er ikke i tvivl om hverken det røde eller grønne, men det gule lys volder fortsat mange danskere problemer i trafikken. For hvordan er det egentlig, reglerne er skruet sammen, når lyssignalet skifter fra grønt til gult, og man er på vej ud i krydset?
Rundt regnet halvdelen af alle danskere, 47 procent, kender nemlig ikke reglerne for at køre over for gult lys. Hver femte tror aldrig, man må køre over for gult, mens hver sjette tror, man må køre over for gult, hvis man når ind i krydset, så længe der er gult. Men ingen af delene er altså korrekt.
Ifølge loven må man ikke køre over for gult, medmindre det skaber en farlig situation, at man bremser, og den store uvidenhed blandt danskerne bekymrer skadedirektør i Gjensidige, Henrik Sagild.
“Noget af det, der slår flest ihjel i trafikken, er, når vi er uopmærksomme på, hvad der sker omkring os. Når vores medtrafikanter pludselig agerer anderledes, end vi forventer af dem, fordi de kort og godt ikke følger reglerne. Og det er altså en kedelig tendens, der skal stoppes,” siger Henrik Sagild.
Forvirring om gult lys skaber farlige situationer
Men problemerne stopper ikke ved danskernes tvivl om betydningen af det gule lys. For usikkerheden om, hvad reglerne helt præcist er, fører nemlig til farlige situationer i trafikken, hvor folk enten bremser hårdt op, eller fortsætter gennem et kryds, selvom det ikke er forsvarligt.
45 pct. af danskerne fortæller ifølge undersøgelsen, at de har oplevet farlige situationer i trafikken, som følge af, at trafikanter kørte over for gult lys.
“Når vi færdes i trafikken, er det meget vigtigt, at vi har styr på de fælles spilleregler, der gælder for os alle. Man risikerer at udsætte sine medtrafikanter for fare, hvis man i stedet agerer ud fra, hvad man selv mener er rimeligt og korrekt, og det er en tendens, vi skal væk fra i trafikken,” siger Henrik Sagild.
Undersøgelsen er foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige i november/december 2021 blandt 1543 repræsentativt udvalgte danskere.