Hunden er menneskets bedste ven - og hvert år anskaffer mange familier sig et nyt familiemedlem på fire ben.
Når man anskaffer sig en hund, er hensigten formentligt, at hunden skal blive i familien til den bliver gammel og grå. Men desværre er det ikke altid sådan det går. Hvert år bliver alt for mange hunde nemlig aflivet, fordi familien alligevel ikke magter det nye familiemedlem.
I samarbejde med Dyrenes Beskyttelse, Den Danske Dyrlægeforening og Dansk Kennel Klub, har Fødevarestyrelsen derfor udarbejdet en række gode råd.
I to opslag på Facebook kan man derfor blive klogere på, hvad man bør være opmærksom på, hvis man skal anskaffe sig en hund.
For det første bør man gøre sig en række overvejelser inden man køber hund. Blandt andet bør man ifølge Fødevarestyrelsen overveje følgende:
- En hund sætter fx begrænsninger for tiden, du kan bruge på arbejde, rejser og fritidsaktiviteter.
- Hvis din familie overvejer at købe en hund i juleferien eller efter nytår, så er det en god idé at overveje, om I har plads til hunden, og om alle i familien ønsker sig hunden - eller om det kun er børnene.
- Overvej også, om I har råd til at have en hund. Et hundeliv på 10 år koster i gennemsnit mellem 120.000 og 180.000 kr.
Dette bør man overveje
Derudover bør man også sikre sig, at man husker at tjekke hvalpen inden man køber den."Hvert år er der forbrugere, som køber gadehunde og hvalpe fra hvalpefabrikker, importeret fra udlandet. En del af de importerede hunde kan være syge og have levet under kummerlige forhold," lyder det.
Derfor bør man sikre sig, at man køber en sund og rask hund. Det kan man gøre ved at følge disse råd:
- Besøg hvalpen, før du køber den. Så kan du se, hvordan den er opvokset og danne dig et indtryk af hvalpens opvækst.
- Spørg ind til hvalpens ophav. Det bør altid være muligt at se moderen og hvalpen skal være 8 uger før, den må fjernes fra moderen.
- Tjek chip og papirer. I følge loven skal alle hunde, inden de er 8 uger være id-mærket og registreret i Dansk Hunderegister. Hvalpe der er chippet i Danmark, vil have et nummer, der starter med 208.
- Gå papirerne igennem. Accepter kun originale dokumenter – ikke fotokopier.
- På findhundesmiley.dk kan du finde kontrolrapporter fra danske hundevirksomheder.