Lurpak har en særlig plads i danskernes hjerter.
Den velkendte og lækre smag har gjort det populære smør til en fast bestanddel af mange morgenborde, men dog kan prisen på det få flere til at fravælge det til fordel for billigere alternativer.
Heldigvis kan det indimellem fås på tilbud, så man ikke går bankerot, når køleskabet skal fyldes.
Det er ikke længe siden, at Arla introducerede en plantebaseret variant, men alligevel er der mange danskere, der ikke har smagt den endnu.
Men det vil Kvickly Næstved lave om på.
Butikken inviterer nemlig alle lokale madentusiaster til en særlig smagsoplevelse fredag den 4. oktober, hvor der vil være mulighed for at prøvesmage den plantebaserede Lurpak.
Arrangementet finder sted fra klokken 13 til 18 foran butikken, hvor en food truck vil være klar til at servere prøver af det plantebaserede alternativ til traditionelt smør.
Tilbud på smørret
Som en del af eventet vil Kvickly også tilbyde en særlig kampagnepris på Lurpak Plantebaseret smør inde i butikken.
Det betyder, at man ikke kun kan smage produktet, men også få det med hjem til en ekstra god pris.
"Vi kommer også til at køre en rigtig god pris på den inde i butikken," skriver Kvickly Næstved i et opslag på Facebook.
Hvis du er nysgerrig på, hvordan den plantebaserede Lurpak-variant smager, har du nu en unik mulighed for at smage det og spare penge på produktet.
"Vi glæder os til at se jer," afslutter Kvickly med at skrive.