I 2002 lærte Iben Hjejle og Casper Christensen hinanden at kende. De mødtes i forbindelse med tv-serien 'Langt fra Las Vegas', hvor Iben spillede Liva, der i serien blev kærester med Casper.
Efterfølgende endte de to dog også med at danne par privat. Faktisk blev Casper og Iben et af Danmarks hotteste kendispar og pressen fik pludselig stor interesse for dem - det var noget der var svært for Iben.
Det skriver Ekstra Bladet.
I sin nye bog 'En gylden korkprop' fortæller Iben nu om sit liv - og her fylder årene med Casper Christensen naturligvis også en del.
Parret gik fra efter Ibens 40 års fødselsdag i 2011. Eller faktisk sluttede forholdet ifølge Iben allerede året før.
Havde forskellige ønsker
Her var Casper og Iben taget til Los Angeles - med var Isabel Friis Mikkelsen, som Casper danner par med i dag. Dengang var Isabel Friis Mikkelsen Caspers personlige assistent. Trioen boede i et stort luksuspalæ med kæmpestore biler og det hele endte i et stort skænderi.
"Det kom til at stå lysende klart for mig, at det var forbi. Der var ingen plads til mig i den nye type iscenesættelse, som Casper bevægede sig imod," lyder det ærligt fra Iben Hjejle.
Iben og Casper var vidt forskellige. Mens Iben ønskede et trygt og roligt liv uden pressen tæt på, ønskede Casper konstant forvandling.
"At leve sammen med sådan et menneske i otte år var for mig i bedste fald anstrengende, i værste fald ødelæggende,"slår Iben fast i bogen, hvor det heller ikke skjules, at det var hendes ønske at ende forholdet.
Der er dog heller ingen tvivl om, at der var stor kærlighed i Casper og Ibens forhold.
"Vi elskede virkelig hinanden," lyder det fra Iben Hjejle.