En nylig systemfejl hos IKEA har ramt over 2.000 kunder, som fik trukket penge fra deres konti uden at have foretaget køb.
Hændelsen har nu fået flere tidligere ramte kunder til at reagere, herunder 34-årige Thomas Seehusen Juhler, som oplevede noget lignende i april 2023.
Thomas Seehusen Juhler, der er en af 347 kunder, som blev berørt af en tilsvarende fejl sidste år, blev chokeret, da han opdagede, at IKEA havde trukket 2.017 kroner fra hans konto, selvom han ikke havde handlet hos varehuset det pågældende år.
Sådan skriver B.T.
"Det tyder jo på, at de har gemt mine data fra en tidligere ordre og ikke behandler dem forsvarligt, hvis de bare kan trække penge ud af det blå. Det er jo rimelig skræmmende," lyder det fra Thomas Seehusen Juhler, der i dag arbejder som financial controller.
Problemet opstår angiveligt, når systemet fejlagtigt fjerner annulleringer af ordrer, hvilket resulterer i, at pengene bliver trukket fra kundernes konti alligevel.
Efter den seneste afsløring, hvor over 2.000 kunder fejlagtigt fik trukket store beløb fra deres konti, står det klart for Thomas Seehusen Juhler, at hans egen oplevelse muligvis også skyldtes en systemfejl relateret til annullerede ordrer.
Selvom beløbene ofte bliver refunderet hurtigt, påpeger han, at selve proceduren er stærkt problematisk.
Han mener, at fejlen er uacceptabel - uanset om pengene bliver returneret inden for kort tid.
IKEA bekræfter
IKEA har erkendt, at en lignende fejl opstod omkring påsken 2023.
"Det er korrekt, at vi omkring påsken 2023 havde en systemfejl, som minder om den aktuelle," skriver Christian Mouroux Pedersen, der er kommunikationsdirektør i IKEA, til B.T.
Han understreger videre, at de er meget kede af, at det er sket igen og forsikrer, at de arbejde på højtryk for at undgå fremtidige situationer som denne.