Amerikanske varer er ikke ligefrem i høj kurs på nuværende tidspunkt - og det mærker de danske producenter og dagligvarebutikker.
Danskerne har på meget kort tid fået andre præferencer, når der handles ind, og mens de amerikanske varer lider, er der andre, der oplever ekstrem fremgang.
På sodavandsfronten er blandt andet Jolly Cola blevet yderst populær, men de er langt fra de eneste, der har mærket stigende efterspørgsel.
Hos Harboe mærker man også tydeligt forbrugernes stigende lyst til dansk sodavand.
Det skriver B.T.
"Vi mærker uden tvivl en øget efterspørgsel og interesse for vores produkter – både fra forbrugerne og fra de danske dagligvarebutikker," lyder det fra Ninalouise Rasmussen, der er salgsdirektør i Harboe.
Virksomheden oplever blandt andet, at flere kunder kontakter deres forbrugerservice for at finde ud af, hvor de kan købe Harboe Cola i deres lokale supermarked.
Selvom det er blevet populært at boykotte amerikanske varer, så er det ikke den eneste grund til, at det går fremad, siger Ninalouise Rasmussen, der påpeger, at de allerede mærkede en stigning i efterspørgslen inden valget.
Forbrugertrenden kommer i kølvandet på en voksende modstand mod amerikanske varer, hvilket har fået flere danskere til at vælge hjemlige alternativer.
Men det er ikke kun den politiske situation, der spiller ind. Ifølge Ninalouise Rasmussen har Harboe oplevet øget efterspørgsel allerede før det amerikanske valg.
"Det er derfor ikke til at sige, hvor meget af den øgede efterspørgsel der skyldes den nuværende politiske situation, men det glæder os, at et stigende antal forbrugere lader til at få øjnene op for vores produkter," udtaler hun-
Den stigende interesse for danske sodavandsmærker kan være et udtryk for en generel tendens, hvor forbrugerne søger mere lokale produkter.
Uanset årsagen er det en udvikling, der skaber travlhed hos de danske bryggerier.