I 1995, da Rune Glifberg var 20 somre, deltog han i de første X Games nogensinde. Den gigantiske event for street- og ekstremsport var således med til at kickstarte Rune Glifbergs fantastiske karriere i skateboarding. En karriere, der har budt på talrige store titler deriblandt X Games-guld i 2008 og 2009.
I dag i en alder af 46 år er Rune Glifberg stadig ’going strong’ i international skateboarding, hvor Glifberg begår sig blandt de bedste i verden i disciplinen ’park’, selvom aldersforskellen til konkurrenterne ofte er omkring 20-30 år.
Rune Glifberg kvalificerede sig til OL ved en turnering i USA i maj måned, idet han her scorede point nok til at blive blandt de 20 atleter på verdensplan, der får en OL-billet.D et fortæller Danmarks Idrætsforbund.
DIF, der er Danmarks Olympiske Komité, har således udtaget Rune Glifberg til De Olympiske Lege i Tokyo 2021.
“Jeg har altid været meget stolt af at repræsentere Danmark, når jeg har været til VM eller X Games. Det bliver spændende også at gøre det til OL," siger Rune Glifberg. Han fortsætter:
“Min sportslige målsætning er at komme i finalen blandt de otte bedste. Men at kvalificere mig til OL handler ikke kun om det sportslige, men også om at vise skateboarding frem på en værdig måde. Jeg vil vise kulturen frem, og jeg glæder mig.”
"Intet mindre end en legende"
DIF’s chef de mission, Søren Simonsen ser frem til at følge den danske skateboarding-stjerne i Tokyo.
”Det er intet mindre end en legende, vi nu udtager til OL. Rune Glifberg har været en stjerne på den internationale skateboarding-himmel i årtier, og det er fantastisk, at han nu skal repræsentere Danmark i Tokyo. Skateboarding bliver et ualmindeligt spændende bekendtskab ved OL, og vi glæder os enormt til at følge Rune Glifberg ved det første OL i skateboarding nogensinde,” siger DIF’s chef de mission Søren Simonsen.
Han bakkes op af Lars Balle Christensen, der er chef for forbundssamarbejde i Team Danmark
“Navnet Rune Glifberg vækker måske ikke så stor genklang i den traditionelle idræt, men i skateboarding-sporten er han en levende legende. Ikke bare i Danmark, men i hele verden. Han har vundet guld ved X Games to gange og været rangeret som den bedste i verden. Skateboard er nu ny sportsgren på OL-programmet, og det er en kæmpe gevinst, at Rune Glifberg skal med. Både for det danske OL-hold og for dansk skateboarding.”