I fredags blev der udmeldt strammere restriktioner flere steder i samfundet som reaktion på de stigende smittetal. Et af punkterne var et krav om brug af mundbind eller visir på alle offentligt tilgængelige indendørs steder. På socialområdet betyder nye regler, at besøgende, pårørende og ansatte fra torsdag i denne uge skal bære mundbind eller visir på sociale tilbud.
Det oplyser Social- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Kravet om mundbind gælder indendørs i alle lokaler med adgang for offentligheden, men ikke på beboerens eget værelse eller bolig.
De strammere krav er nødvendigt for at skærme sårbare mennesker mod smitte, siger social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).
"Der er næppe nogen, der bærer mundbind, fordi det er behageligt. Men situationen er alvorlig, og det er nu, vi skal sætte ind for at beskytte mod smitte. Samtidig er det vigtigt, at vi ikke unødigt belaster beboere, ansatte og pårørende. Derfor skal den lokale ledelse nøje vurdere, om mundbind er nødvendigt for at beskytte beboerne på det enkelte tilbud," udtaler social- og indenrigsministeren.
Hvis et tilbud er omfattet af krav om mundbind, er der dog en række undtagelser. F.eks. gælder kravet ikke for personer under 12 år og mennesker, som på grund af fysisk eller psykisk svækkelse ikke er i stand til at bære mundbind, understreges det.
Husk også mundbindet her
Det er dog ikke kun, når man besøger familiens ældste, at man nu skal benytte enten visir eller mundbind. Det fortæller Færdselsstyrelsen.
"Med virkning fra torsdag den 29. oktober 2020 bliver der krav om brug af mundbind eller visir for personer, der befinder sig i et køretøj med andre i forbindelse med afvikling af praktiske køreprøver," skriver styrelsen torsdag, og uddyber:
"Kravet gælder for personer, der deltager i praktiske køreprøver og vejledende helbredsmæssige køretest efter bekendtgørelse om kørekort samt for personer, der deltager i afsluttende prøver i kørsel efter bekendtgørelse om godkendelse af kørelærere."
Styrelsen understreger, at personer - der ikke efterlever de nye krav - kan ende med at måtte tage bussen hjem fra køreprøven.
"Det er vigtigt, at dette krav bliver overholdt. Hvis ikke kan eleven risikere at blive afvist fra prøven," udtaler Færdselsstyrelsen.