Blot 15,6 pct. af danske unge i alderen 18-34 år bor fortsat hjemme hos mor og far. Og det er en rekordlav andel sammenlignet med de øvrige EU-lande. Det viser friske tal fra den europæiske statistikorganisation Eurostat, som ejendomsmæglerkæden Estate har analyseret, det skriver de i en pressemeddelelse.
Generet ligger de skandinaviske lande markant lavere end resten af EU, når det kommer til hjemmeboende i denne yngre voksenalder. Mens Danmark har den laveste andel med bare 15,6 pct. i aldersgruppen, indtager Finland andenpladsen med 18,6 pct. og Sverige tredjepladsen med 23,3 pct.
"Tallene viser, at vi i Danmark har usædvanligt mange unge, der flytter hjemmefra i en ung alder. Mange af de unge flytter ofte enten i forbindelse med det første job, eller i forbindelse med at de starter på en videregående uddannelse," lyder det fra Alexander Falck Winter, presseansvarlig i Estate.
Danmark er det land i EU, der har færrest hjemmeboende i den yngre voksenalder, 18-34 år. Foto: Shutterstock
Flere aspekter spiller ind
Mens Danmark altså ligger lavt i statistikken, ser vi i den modsatte ende Kroatien, Grækenland og Italien værende de tre EU-lande med flest hjemmeboende unge. Kroatien topper med hele 76,9 pct. hjemmeboende i aldersgruppen.
Ifølge Estate spiller flere aspekter ind på de unges lyst og motivation til at flytte tidligt fra barndomshjemmet.
"Selvfølgelig ligger der et kulturelt aspekt i spørgsmålet om at flytte hjemmefra. Og her har man i Sydeuropa større tradition for at blive længere i barndomshjemmet og understøtte familien mere, end hvad vi generelt har for vane i Danmark. Men samtidig spiller også konjunkturer, ungdomsledighed og organiseringen af boligmarkedet ind," siger Alexander Falck Winther.
I Danmark bor unge i udbredt grad til leje. Vi har en god lejesektor, som har gunstige betingelser for de unge, og som dermed gør en tidlig fraflytning nemmere.
På tværs af samtlige nuværende 27 EU-lande bor 50,4 pct. af de unge 18-34 årige hos deres forældre.
Andel af 18-34 årige der bor hos deres forældre i 2019/2020
EU-landAndel hjemmeboende i pct.
- Kroatien 76,9
- Grækenland 73,3
- Italien 69,4
- Slovakiet 68,2
- Spanien64,5
- Portugal 64,1
- Malta 60,1
- Bulgarien 59,3
- Slovenien 59,3
- Ungarn 58,9
- Polen 58,9
- Rumænien 57,8
- Cypern 55,5
- Irland 54,4
- Litauen 47,6
- Luxembourg 47,3
- Tjekkiet 47,1
- Belgien 46,5
- Letland 43,5
- Tyskland 41,6
- Østrig 40,4
- Frankrig 36,4
- Holland 35,4
- Estland 31,9
- Sverige 23,3
- Finland 18,6
- Danmark 15,6
- EU 27 lande 50,4
Da ikke alle EU-medlemslande har tilgængelige tal for 2020, vises de senest tilgængelige. Lande markeret med en stjerne viser 2020-tal. Alle øvrige er fra 2019. Se hele datasættet her.
Kilde: Eurostat