Ingen coronakvaler hos Kongehuset: Får millioner i lommepenge

31/03/2022

Nicolai Busekist

Foto: Frederic Kern Via Www.imago-Images.de/Imago/Ritzau Scanpix
Årsrapporten for Kongehuset afslører, at de kongelige ikke skal bekymre sig om smør på brødet.

Mest læste i dag

Det danske kongehus har i dag offentliggjort deres årsrapport for 2021 på deres hjemmeside.

Denne årsrapport indeholder blandt andet en beretning om de arrangementer og begivenheder, som det danske kongehus tog del i sidste år.

Derudover indeholder den også et årsregnskab, der dækker over både statsydelsen til dronning Margrethe samt årpenge til Kronprinsparret og prins Joachim.

Det fremgår af årsregnskabet for 2021, at den samlede statsydelse til dronning Margrethe lød på 87,2 millioner kroner i 2021.

Denne ydelser dækker over udgifter til løn, varer og tjenesteydelser samt indvendig vedligeholdelse på de slotte, som staten stiller til rådighed for Dronning Margrethe.

Ydermere fremgår det af årsregnskabet, at Kongehusets rejseomkostninger til statsbesøg i udlandet og andet udlandsrejser blev dækket af en ramme under Udenrigsministeriet. I 2021 lød denne ramme på 4,5 millioner kroner.

I årsregnskabet kan man også få indblik i det såkaldte rammebeløb, der bedst kan beskrives som deres lommepenge. 

Rammebeløbet skal nemlig bruges til at dække 'beklædning, inventar og andre private omkostninger, herunder rådgivning og sekretærassistance af ikke-officiel karakter'.

De øvrige årpenge, der bliver udbetalt til både dronning Margrethe, Kronprinsparret og prins Joachim bruges til at dække udgifter til personale, administration og drift af hoffet samt diverse ejendomsomkostninger.

Kongehusets årsregnskab for 2021 afslører, at rammebeløbet til dronning Margrethe lød på 11,3 millioner kroner sidste år. Det er en lille stigning i forhold til 2020, hvor beløbet lød på 11,1 millioner kroner.

Også prinsesse Benedikte får et årlig rammebeløb, som sidste år lød på 1,3 millioner kroner. Det er stort set identisk med beløbet fra 2020, hvor hun fik lige i underkanten af 1,3 millioner kroner.

Kronprinsparret fik i 2021 udbetalt et rammebeløb på i alt 4,3 millioner kroner, hvilket de også gjorde i 2020. I regnskabet fremstår parrets rammebeløb som en samlet post, hvorfor det ikke vides, hvordan pengene fordeles mellem parret.

Der er ikke noget detaljeret årsregnskab, der viser, hvordan prins Joachims årpenge fordeler sig. Det fremgår kun, at han modtog 3,7 millioner kroner i årpenge samt 156.000 kroner i momsrefusion. Hvor stor en del af årpengene, der tilfalder ham selv, vides derfor ikke.

Medlemmerne af den kongelige familie, der modtager årpenge, kan desuden glæde sig over, at de hverken skal betale indkomstskat, registreringsafgift eller grøn ejerafgift.

Anbefalet til dig