"Selvom en prisstigning på 1 – 3 % kan virke minimalt ved første øjekast, kan det have en enorm indvirkning på virksomheder med høj erhvervsrejseaktivitet", siger Thomas Friis Rasmussen, Director Program Management Nordics hos BCD Travel. ”Formålet med vores Industry Forecast er bl.a. at give indsigt i forventede brancheprisstigninger og vejledning i, hvordan man bedst muligt forbereder sig på nye sourcingstrategier, leverandørforhandlinger og budgettering for det kommende år, da transparensen i industrien ellers kan mangle”, forklarer Friis Rasmussen.
”Flyskam har været et populært emne i medierne den seneste tid, men vi oplever endnu ikke, at det har påvirket efterspørgslen på flyrejser, når det kommer til forretningsrejser. Det hænger formentlig sammen med, at forretningsrejser ofte er af mere nødvendig karakter end private turismerejser. Vi rådgiver dog mange af vores kunder om, hvordan de kan gøre deres forretningsrejser mere bæredygtige på andre måder, da det er et emne med øget fokus”, siger Thomas Friis Rasmussen.
Stigningen i de globale hotelpriser er drevet af en solid efterspørgsel, som fastholder en høj belægningsgrad i de fleste regioner. Prisstigningerne vil være endnu højere i Asien – ikke mindst i Japan, som er vært for OL næste sommer, samt i Vietnam, hvor efterspørgslen efter både private ferier og forretningsrejser er stor.
Herudover vil det ses, at luftfartsselskabernes gennemsnitlige priser på de fleste markeder vil stige for at kompensere for højere brændstofpriser og medarbejderudgifter. Globalt forventes de gennemsnitlige flybilletpriser at stige 1 - 2 % i 2020.
I 2020 Industry Forecast kan man ydermere se, hvad der er i vente for forretningsrejseindustrien, analyseret på de enkelte regioner. Blandt konklusionerne er:
- Hotelpriser vil stige 2 - 4 % i USA og Canada samt 0 - 2 % i Mexico.
- Hoteller fortsætter med at udvide med nye ejendomme i Asien, men efterspørgslen vil fortsat overstige udbuddet. Priserne stiger med 2 - 4 %
- Stor efterspørgsel i Europa får udgifter til møder og konferencer til at stige med 3 - 4 %.
- Udgifter til møder og konferencer vil også stige kraftigt i Sydney, Australien og Auckland, New Zealand.
- De regionale flypriser stiger med 3 % i Latinamerika, da efterspørgslen er ved at være tilbage på et tidligere niveau.
- Flypriser stiger 1 - 2 % på regionale ruter i Afrika med endnu højere stigninger på flyvninger mellem kontinentets hurtigst voksende økonomier.
- Ubers ønske om at opkøbe Careem kan muligvis skabe en dominerende kørselstjeneste-position i Mellemøsten.
En nedsat global økonomisk vækst de seneste år har resulteret i en svagere stigning i efterspørgslen efter flyrejser. På trods af det vil efterspørgslen være stærk nok til, at luftfartsselskaberne kan hæve billetpriserne på de fleste markeder for således at kompensere for de højere brændstofpriser og medarbejderudgifterne. Kapacitetsudvidelsen inden for luftfart vil begrænse flybilletstigninger – dog med nogle undtagelser. I Kina og Indien vil en stærk efterspørgsel, ændringer i konkurrencesituationen og myndighedsreguleringer føre til højere flypriser.
Globalt forventes de gennemsnitlige flybilletpriser for interkontinentale flyrejser på både erhvervsklasse og økonomiklasse at stige med 1 % i 2020. Interkontinentale billetpriser for erhvervsklasse vil være stabile i Latinamerika og falde med 1 % i det sydvestlige Stillehav, hvor øget konkurrence på ruter i Latinamerika vil få priserne til at falde.
I 2020 forventes prisniveauet på regionale flyvninger at stige med 1 %, mens priserne for erhvervsklasse vil stige med 2 %. Billetstigninger vil variere mellem 1 og 3 % i regionerne. Den største stigning på 3 % vil være på flyvninger inden for Asien og Latinamerika, når efterspørgslen har fundet sit tidligere leje. I Europa ser det ud til, at priserne på de regionale økonomiklassebilletter vil forblive uændrede på grund af lavprisselskabernes konkurrence.
Hotelefterspørgslen øger belægningsgraden i 2020, hvilket resulterer i, at gennemsnitlige daglige satser (ADR) stiger med 1 - 3 %. I Asien vil hotelprisen i gennemsnit stige 2 - 4 %, da efterspørgslen vil overstige udbuddet. Latinamerika vil have den laveste ADR-stigning på 0 - 2 %, da efterspørgslen i regionen langsomt kommer sig efter en svag periode.