Ingen mad eller drikke: Killinger fyldt med lopper efterladt alene

12/01/2021

Christian Granhøj Skouboe

To af de efterladte killinger. Foto: Dyrenes Beskyttelse
Pludseligt begynder papkassen at miave.

Mest læste i dag

I et nyt opslag på Facebook fortæller Dyrenes Beskyttelse, at det store problem med dumpede kæledyr ikke på magisk vis er forsvundet, blot fordi vi ikke er i 2020 længere.    "Nærmest som vi vendte kalenderbladet, som nu viser 2021, fik Fyns Internat deres første kattesag ind med fire små killinger, som blev fundet dumpet i en papkasse," skriver Dyrenes Beskyttelse, der fortsætter:    "Det er en meget tidlig start på killingesæsonen, der resulterer i flere hundrede uønskede killinger, som hvert år kommer på internat."   Papkassen med killingerne blev fundet i den fynske by Assens.   "De fire killinger blev fundet i en papkasse, som var blevet efterladt foran en borgers hoveddør i Assens Borgeren fik heldigvis handlet hurtigt og ringet 1812 efter hjælp," skriver Dyrenes Beskyttelse. 1812 er netop deres vagttelefon, hvor borgere kan henvende sig, hvis de pludseligt bliver konfronteret med et dyr i nød. 

Fyldt med utøj

Dyrenes Beskyttelse fortæller videre, at killingerne heldigvis var i nogenlunde god stand, da de kom frem til internatet. 

Killingerne er nu genhuset. Foto: Dyrenes Beskyttelse

"Da de små poter ankom til internatet, blev de alle tjekket hos dyrlægen, som heldigvis kunne konstatere, at de var i fin stand, selvom de var fyldt med lopper."

De er dog endnu så unge, at de ikke kan bortadopteres. Derfor er de fire indtil videre sendt i pleje.    "Killingerne, som kun er knap 4 uger gamle, er nu kommet i pleje hos én af vores fantastiske plejefamilier. Her skal de bo i kærlige og trygge omgivelser, indtil de fylder 12 uger og er gamle nok til at finde nye hjem."   Afslutningsvis kommer Dyrenes Beskyttelse med en opfordring til alle landets katteejere.   "Hvis vi skal stoppe strømmen af killinger, der bliver efterladt til egen skæbne, er det så vigtigt, at man husker at neutralisere sine katte," skriver Dyrenes Beskyttelse, inden de tilføjer: "Især hvis man ikke har mulighed for at tage sig af flere killinger."

Anbefalet til dig