Fra bedste venner til fjender er måske en overdrivelse, men der er i hvert fald ikke god stemning mellem de to forsidefruer, Janni Ree og Amalie Szigethy.
På sociale medier har Amalie blokeret sin kollega fra “Forsidefruer”. Derudover har Janni også slettet samtlige billede af sig selv og Amalie på sin Instagram-profil. Det skriver SE og HØR.
Årsagen til venindebruddet har den 52-årige forsidefrue ikke ønsket at udtale sig om.
"Jeg har ingen kommentarer til det," lyder det fra Janni Ree, da SE og HØR spørger ind til bruddet.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, at de to forsidefruer er røget på totterne af hinanden.
I 2019 blev de uvenner, da Janni ikke følte, at hun kunne stole på Amalie.
"Nu har jeg jo set mange af afsnittene, hvor jeg føler, jeg har fået et bagholdsangreb af Amalie, hvor hun har været illoyal. Hvor man tænker: 'Har hun slet ikke empati?' Hvis hun siger, vi er veninder, og vi har forståelse for hinanden, så må jeg indrømme, at jeg har set nogle sider, hvor jeg er fuldstændig i chok," lød det dengang fra Janni Ree ifølge B.T.