Inden Janni Pedersen blev gravid med datteren Nanna, blev hun også gravid. Noget gik dog galt, og tv-værtens første barn blev dødfødt.
"Faktisk blev jeg gravid første gang meget kort efter, at vi havde lært hinanden at kende, men den døde midtvejs," fortæller Janni Pedersen i et dobbeltinterview med ALT for damerne, hvor også hendes mand Kim Faber deltager.
Janni Pedersen fortæller i interviewet, at hun var i færd med at hjælpe en ven med at flytte, da hun pludselig begyndte at bløde. Kort efter var hun til scanning på Skejby Sygehuse, hvor scanningen viste, at der ikke var nogen hjertelyd.
Til scanningen måtte hun medbringe en veninde, da manden Kim Faber var på arbejde i København. Derfor var hun også nødt til at ringe til ham, da hun skulle overbringe ham den sørgelige nyhed.
Det har været en stor sorg for hende, at hun mistede hende og mandens første barn. Hun fortæller dog, at det gjorde noget ved hende, og at hun forsøgte at være praktisk i dagene efter. Derfor bliver hun næsten mere ked af at tale om det i dag, end hun var dengang.
"Jeg var så langt henne, at barnet skulle fødes. I løbet af natten fik jeg veer, og vi tog på hospitalet, hvor barnet blev født. Da vi kom hjem, drak jeg mere gin og røg flere smøger, og dagen efter satte jeg mig til at skrive praktikansøgning," siger hun.
Kim Faber understreger dog, at han ikke mener, at det skabte en krise i deres forhold, at de mistede barnet. Derimod mener han, at det var noget, der var med til at binde dem tættere sammen.
I dag har Janni Pedersen og Kim Faber været ægtefolk i mere end 20 år. Sammen har de fået datteren Nana, og Kim Fabers søn fra et tidligere forhold har også givet dem et barnebarn. Desuden skriver ALT for damerne, at endnu et barnebarn er på vej.