I 2020 dannede de par i 'Vild med dans'.
Allerede da programmet var i gang, svirrede rygterne om, at der var kærlighed i luften mellem Albert og Jenna.
Det blev bekræftet året efter, hvor de i 2021 offentliggjorde, at de også dannede par privat.
Der er 13 års aldersforskel på Jenna Bagge og Albert Rosin Harson, noget som parret ikke selv har sat ord på, før for nyligt. Der har ofte været en del fokus på det i medierne, og for kort tid siden, satte Jenna selv ord på aldersforskellen.
"Jeg har aldrig før selv skrevet noget om vores aldersforskel - nok mest fordi jeg ikke har følt, at den har behøvet at få mere fokus. Men faktisk føler jeg, at det netop er den aldersforskel, der har gjort os stærke sammen. Vi har tænkt over og talt om alt, mærket efter i maven gang på gang og stadig fundet frem til, at det da helt sikkert bare skal være os to," lød det blandt andet fra Jenna i et opslag på Instagram.
Og nu er det blevet tid til, at parret har taget et stort skridt sammen i privatlivet.
Det skriver Ekstra Bladet.
Ifølge bladet har Jenna og Albert købt en lejlighed sammen i Carlsbergbyen.
Lejligheden er på 104 kvadratmeter og rummer tre værelser. Parret har ifølge tinglysningen købt lejligheden for 6 millioner kroner.
Det kommer dog ikke som et stort chok, at parret nu køber en bolig sammen. Tidligere i år fortalte de, at drømmen var at købe noget sammen. Indtil nu har de boet sammen i Jennas lejlighed.