Den tidligere 'Vild med dans'-dommer og anerkendte danser, Jens Werner, er gået bort efter en lang kamp mod kræft.
Det oplyste hans familie torsdag i en mail til Ritzau ifølge Ekstra Bladet.
"Jens var ikke blot en enestående atlet, dommer, underviser og foredragsholder, men også en yderst kærlig og omsorgsfuld ægtefælle, far, søn, bror, svoger og onkel", lyder det fra familien i mailen.
Herefter blev det af mange årsager sparsomt med detaljer fra familien - indtil nu.
Nu har Anette Werner nemlig sat flere ord på tabet af den tidligere og evigt populære 'Vild med dans'-darling, der blev 59 år gammel, og sov stille ind den 9. juli.
I et hudløst ærligt Facebook-opslag lægger hun ikke skjul på, at hun er blæst bagover af alt den kærlighed, hun og familien er blevet mødt af fra danskerne:
"Jeg er blæst bagover, tak for alt jeres kærlighed i har sendt vores vej til mig og min famile, i forbindels med vores kæmpe tab, af vores højt højt elskede mand og far. Vi har et blomsterhav som aldrig er ser før".
Hun fortæller i samme ombæring, at familien ikke er i chok, da de vidste hvilken vej, det ville gå. Her peger hun på den kræftdiagnose, som Jens Werner kæmpede med siden 2020:
"Ingen kunne se det, igen vidste det andet end os, du kæmpe en sej kamp, som du og vi vidste ikke kunne vindes fra starten af! Men du vandt alligevel, mod alle odds".
Hun fortæller samtidig, at lægerne havde spået Jens Werner max 1 år mere at leve i:
"Alle læger og Sygeplejersker, sagde hvis de ikke kiggede på din journal, kunne du snyde dem, du så sund og frisk ud. lægerne havde spået dig max 1 år, men du fik 3,5 år".
Vi her på redaktionen sender de varmeste tanker til familie og andre pårørende i den svære tid.
Du kan se hele det rørende Facebook-opslag herunder.