Den russiske ambassadør Vladimir Barbin har torsdag formiddag været til samtale med Udenrigsministeriets fungerende departementschef, Jesper Møller Sørensen. Det sker for at understrege Danmarks skarpe fordømmelse af Ruslands militære angreb mod Ukraine. Den russiske ambassadør er blevet indkaldt på instruktion fra udenrigsminister Jeppe Kofod. Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Det sker yderst sjældent, at en udenlandsk ambassadør indkaldes til samtale med Udenrigsministeriets departementschef. Den diplomatiske kutyme er, at den slags samtaler foretages af en afdelingschef i Udenrigsministeriet.
Den russiske ambassadør var så sent som tirsdag eftermiddag indkaldt til samtale med Udenrigsministeriets fungerende udenrigspolitiske direktør. At ambassadøren kun to dage senere er indkaldt til endnu en samtale – denne gang på allerhøjeste embedsmandsniveau – er udtryk for den meget store alvor, regeringen ser på den russiske offensiv med.
”Det er et mørkt kapitel i europæisk historie, vi er stået op til. I dag er en skamplet på Ruslands historie. Danmark fordømmer på det kraftigste Ruslands hensynsløse og helt uprovokerede angreb mod Ukraine. Det har vi nu også sagt i helt klare vendinger direkte til den russiske ambassadør," siger Udenrigsminister Jeppe Kofod og fortsætter:
"Vi opfordrer på det stærkeste Putin til at stoppe de her angreb med det samme. Danmark vil gøre alle anstrengelser for, at Rusland blive ramt at de hårdeste sanktioner, Rusland nogensinde har set. Og vi er parate til at tage nye forholdsregler for vores egen sikkerhed sammen med vores NATO-allierede.”