Om få dage, den 1. november, skulle Jim Lyngvilds nye bog ”Shitstorm”, som han har skrevet sammen med Ghita Nørby og Anna Sofia Hermansen have ramt butikkerne landet over. Men det kommer altså ikke til at ske alligevel.
For nu oplyser Jim Lyngvild i et opslag på Facebook, at han blev voldsomt skuffet, da han fik bogen fra tryk i går.
"Jeg har i dag gjort noget jeg aldrig har gjort før… stoppet en bog fra at komme i butikkerne. Ghitas, Anne Sophias og min nye Shitstorm bog byder på guldkorn, især fra Ghita og Anne Sophia Mygind Hermansen, om livets store spørgsmål… om at blive svinet til i medierne og hvordan det sætter sig som en pil i hjertet," skriver han i opslaget og tilføjer:
"Men da jeg fik bogen fra tryk i går, begyndte jeg faktisk at græde. Den er så grimt trykt og stedmoderligt behandlet. Lille og på det billigste papir og med et lay-out og en forside (som jeg flere gange har prøvet at ændre uden held) men som ser endnu mere tarveligt ud i det snollede format."
I Facebook-opslaget, som er delt for to timer siden, fortsætter han med at fortælle, at den er pakket ind i lokums-papir, og at han af den grund ikke vil have den på gaden.
"Tænk at lave en shitstorm på sin egen bog man har glædet sig til. Det har slået mig så meget ud, at jeg i dag er på randen af migræne og kun kan sidde stille i sofaen," slutter den 43-årige historiefortæller, designer og iværksætter.
Op til flere personer har kommenteret opslaget, hvor en person blandt andet har skrevet: "øv, men hellere nu end for sent. Det er godt at have standarder og pas nu på hovedet Jeg ved godt hvordan det er at stå med sin nye bog. Det er ens lille " barn" og skabning og den skal være mere end ok...Jeg håber at dine medforfattere er enige," er der blandt andet en bruger, der skriver.
"Faglig stolthed og selvrespekt, er jo præcis det, der gør at det er kommer fra dig, har et fantastisk højt niveau. DÉT kan jeg godt forstå du ikke går på kompromis med," skriver en anden.