I cykelsportens verden, hvor dopinghistorien kaster lange skygger af sig, står den danske cykelstjerne, Jonas Vingegaard, og hans hustru, Trine Marie Hansen, fast på, at det ikke hører nogen steder hjemme i sporten.
Den dobbelte Tour de France-vinder har oplevet sin andel af skeptikernes spørgsmål - især efter en enestående enkeltstart under dette års Tour de France, der rejste øjenbryn.
Det skriver B.T.
"Så længe jeg ved, at jeg har rent mel i posen, så kan folk sige og antage, det de vil", udtaler Jonas Vingegaard om den store skepsis, der var omkring ham.
Da mistanken var allermest intens, blev den danske guldfugl på et pressemøde spurgt ind til doping på en ubehagelig måde:
"Det bliver ubehageligt, når folk bare antager, at man tager noget. Og det følte jeg på et tidspunkt", siger danskeren og fortæller videre, at han blev bedt om at redegøre for, hvor mange gange han var blevet testet i februar måned, hvilket han ikke kunne huske.
Han sammenligner det med antallet af toiletbesøg, som han heller ikke ville kunne huske tilbage og svare på et halvt års tid efter.
Trine Marie Hansen, Vingegaards hustru og manager, som tager sig af det meste af hans karriere, deler også hendes tanker om skepsissen. Hun påpeger, at der generelt set har været en skepsis omkring sporten, og at mistanken derfor kan forventes.
Hun kommer også med en opfordring til antidoping-myndighederne om at bevare blodprøver over mange år, hvilket ville muliggøre senere verifikation af ren sport.