Julen nærmer sig med hastige skridt.
Forventningens glæde er så småt begyndt at indfinde sig hos danskerne, men midt i juleforberedelserne er der trist nyt.
Sagen er nemlig den, at prisen på en traditionel julemiddag er steget markant i år.
Nye data fra Danmarks Statistik viser, at 10 af de fødevarer, som ofte er at finde på julebordet, er steget med gennemsnitligt 5,6 procent i forhold til oktober sidste år.
Sådan skriver B.T.
To kategorier springer i øjnene
Særligt to kategorier bidrager til den voldsomme stigning.
Kartoffelprodukter er steget med hele 15,6 procent, mens chokolade er steget med mere end 23 procent.
Det er ikke nogen hemmelighed, at priserne er steget markant gennem de seneste mange år, hvorfor de nye prisstigninger er endnu en mavepuster til de danske forbrugere.
Håb for december
Håbet er dog ikke helt ude.
I december plejer de danske supermarkedskæder nemlig at sætte flere populære produkter på tilbud - og det gælder også de klassiske julevarer.
Med andre ord kan man spare mange penge ved at holde godt øje med tilbudsaviserne. Derudover kan man overveje at justere menuen en smule i år.
For eksempel er prisen på fjerkræ faktisk faldet med over tre procent i forhold til sidste år. Andestegen, der traditionelt ses som et supplement til flæskestegen, kunne derfor være en oplagt mulighed som hovedret.
Så selvom årets julemad ser ud til at være dyrere end sidste år, er der altså stadig mulighed for at slippe relativt billigt.