Da krigen mellem Ukraine og Rusland brød ud, medførte det højere brændstofpriser, hvilket fik danskerne til i større grad at tage cyklen eller lette foden fra speederen.
Siden da er priserne på brændstof dalet igen, men der er noget, der tyder på, at priserne inden længe vil stige.
Jyske Bank har nemlig nu advaret danskerne om, at de fremover skal finde endnu flere penge frem, når de drejer ind på en tankstation.
Det skriver Avisen.
Meldingen fra banken lyder på, at brændstofpriserne vil stige i kølvandet på, at olien med al sandsynlighed vil stige med 20 procent frem mod maj næste år.
“Dermed kommer vi til at teste sidste års høje prisniveauer, og det er ikke usandsynligt, at f.eks. prisen på en liter benzin kommer i nærheden af 17 kroner næste år eller mere, forklarer oliestrateg”, lyder det fra Jan Bylov, Jyske Bank.
Den stigende pris skyldes et mindre udbud og ikke en større efterspørgsel. Sådan lyder det fra en prognose for olieprisen, som Jyske Bank har offentliggjort.
Derudover kan prisen stige endnu mere, såfremt Putin nedbringer Ruslands olieproduktion.
Applus+ Bilsyn har en god idé om, hvordan de kommende prisstigninger vil påvirke de danske bilister og deres kørsel:
“Sidste år gennemførte vi en undersøgelse i maj blandt 1.305 bilister, der viste, at mere end hver anden bilist satte farten ned på motorvejen for at spare på brændstoffet. I november spurgte vi 1.182 bilister, og her svarede hver anden, at de kørte mindre end tidligere for at reducere brændstofomkostningerne”, siger John Gantzhorn, der er teknisk konsulent hos Applus+ Bilsyn og fortsætter:
“I 2022 var der formentlig en større privat økonomisk usikkerhed blandt danskerne end i dag, men nu ved de, hvor nemt det er at cykle eller køre med offentlig transport. Det vil få en effekt, hvis priserne stiger.”