Tv-udbyderen Norlys skruer op for priserne på flere tv-pakker pr. 1. april 2023. Norlys' tv-pakker bliver mellem 30 og 150 kroner dyrere om måneden, alt efter hvilken tv-pakke forbrugerne har.
Det oplyser B.T., der har været i kontakt med direktøren i Norlys Digital, Sune Nabe Frederiksen.
Ifølge B.T. er det dyrere sportsrettigheder, der bliver fremhævet som årsagen til, at Norlys nu hæver priserne:
"De store prisstigninger på sportsrettigheder betyder, at vi står i en situation, hvor vi enten skal tage sportskanalerne ud af vores pakker eller acceptere, at vi er nødt til at hæve priserne for at bibeholde sporten som en del af vores udbud," siger Sune Nabe Frederiksen, der er direktør i Norlys Digital.
Norlys’ egne kundeundersøgelser viser, at et bredt udvalg af sportskanaler er afgørende for mange kunder, skriver selskabet i en pressemeddelelse.
"Derfor vil vi fortsætte med at tilbyde sport i vores tv-pakker. Det betyder desværre, at vi må hæve priserne på de pakker, hvor der er mange sportskanaler. For de største tv-pakker er der tale om store prisstigninger, men det afspejler den fortsatte eksplosion i priserne på sportsrettigheder," siger Sune Nabe Frederiksen.
Kunder med enten en mellem tv-pakke eller en stor tv-pakke vil derfor opleve prisstigninger på deres tv-pakker pr. 1. april 2023. Her er der tale om cirka 250.000 kunder, der skal til lommerne.
Prisen på grundpakkerne hos både Norlys og Stofa forbliver dog uændret. Det betyder, at omkring halvdelen af Norlys’ og Stofas tv-kunder ikke vil opleve prisstigninger.
"Jeg er glad for, at det lykkes os at holde prisen i ro på de små tv-pakker. Det betyder, at de kunder, der ikke ønsker at se mange forskellige sportskanaler, ikke bliver ramt af de stigende priser. Samtidig giver det mulighed for, at kunder med de store tv-pakker kan konvertere til en lille tv-pakke og en Vælg Selv-pakke, hvis de ikke ønsker at betale den stigende pris for sportsrettighederne," siger Sune Nabe Frederiksen.
Samtidig udvider Norlys indholdet i de store tv-pakker hos både Norlys og Stofa. Her får kunderne allerede fra 1. marts adgang til streamingtjenesten Viaplay Total, som for kunder med stor tv-pakke er en vigtig del af den samlede sportsoplevelse. Kunder med mellempakken hos Stofa får fremover adgang til Viaplay Film & Serier.