Et populært turisttilbud på Rømø er nu i fare, efter at Syd- og Sønderjyllands Politi har besluttet at forbyde strandsurfing på øens brede sandstrande. Begrundelsen er både sikkerhedsmæssige hensyn og færdselslovgivningen, som også gælder på stranden. Det skriver JydskeVestkysten.
Slut med vind i håret på stranden
I årevis har turister og lokale haft mulighed for at prøve strandsurfing på Rømøs vidtstrakte sandflader – en oplevelse, der ellers kun fås få andre steder i Danmark. Men efter borgerhenvendelser har politiet nu vurderet, at de vinddrevne køretøjer udgør en potentiel fare for andre strandgæster.
"Det er sikkerheden for alle borgere, der er omdrejningspunktet for den ændrede praksis," udtaler Steen Silberg Thomsen, stabschef hos Syd- og Sønderjyllands Politi, i en pressemeddelelse.
To mulige løsninger – men ingen realistiske
Ifølge politiet findes der to muligheder for fortsat at drive strandsurfing på lovlig vis: Enten skal strandsurferne godkendes som lovlige køretøjer efter færdselsloven, eller også skal der indføres særlige sikkerhedsforanstaltninger, der adskiller dem fra andre strandgæster.
For Henning Winum Bruun, ejer af strandsurfingskolen OurStuff på Rømø, virker ingen af de løsninger realistiske.
"Det bliver svært at få godkendt legetøj til at måtte køre på offentlig vej," siger han og frygter, at forbuddet vil betyde en reelt lukning af hans forretning.
Bookinger og filmoptagelser aflyses
Beslutningen har allerede konsekvenser. Med over 2.000 bookinger i kalenderen står Henning Winum Bruun nu over for at måtte aflyse alle sine planlagte aktiviteter, herunder et tysk filmhold, der skulle have besøgt øen.
"Det er en katastrofe for erhvervet," siger han og sammenligner forbuddet med at lukke Grand Canyon.
Forbuddet træder i kraft fra næste sæson, men en præcis dato er endnu ikke meldt ud.
Hvis du ikke er helt med på hvad Blokart er for en aktivitet, kan du se mere om det i videoen herunder: