Danskernes opsparing i banken satte en markant ny rekord i august, hvor den steg med 15 milliarder kroner.
Det viser nye tal fra Nationalbanken.
Således var danskernes indlån i bankerne på 1.183,2 milliarder kroner i august. Det er det højeste niveau nogensinde og 14,3 milliarder kroner mere end den hidtidige rekord fra maj i år, hvor indlånet lød på 1.168,9 milliarder kroner.
Det seneste år er indlånet steget med i alt 91 milliarder kroner. Fra juli til august lyder stigningen på 15 milliarder kroner.
Det skriver Sampension i en pressemeddelelse, som redaktionen har fået tilsendt.
”Bankopsparingen er skudt i vejret til nye højder i år. Og i august fik vi endnu en rekord til samlingen og tilmed en markant en af slagsen. Det er ganske enkelt imponerende. Opsparingens himmelflugt hænger ikke mindst sammen med den uafbrudte fremgang i beskæftigelsen, at der er kraftig pil op for lønningerne herhjemme, og at danskerne fortsat er tilbageholdende med at bruge penge,” siger Anne-Louise Lindkvist, der er kunderådgivningschef i Sampension.
”Vi kan konstatere, at 2024 indtil videre generelt har stået i opsparingens tegn. Og den udvikling kan meget vel fortsætte i den kommende tid, hvor der er udsigt til yderligere privatøkonomisk medvind til mange danskere i form af lavere renter. Det er et godt udgangspunkt for øget opsparing – og naturligvis også for øget forbrug,” siger Anne-Louise Lindkvist.
”Man skal huske på, at selvom det er et svimlende beløb, som danskerne samlet set har stående i banken, så er det langt fra alle, der kan genkende billedet af en bugnende konto, når de tjekker netbanken. Når det er sagt, så har mange en del på bankbogen og dermed også noget at stå imod med, hvis der f.eks. skulle komme pres på privatøkonomien,” siger Anne-Louise Lindkvist.