Badetøj, solbrilller... og pas.
Selvom de tre ting er blandt de første, der bliver pakket i kufferten når sommerferien står for døren, så glemmer tusindvis af danskere at åbne passet og kigge på datoen, inden det ryger i kufferten.
Og i værste tilfælde kan det føre til, at den længe ventede drømmerejse slutter ved skranken i lufthavnen.
I en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Gouda Rejseforsikring og Gjensidige, svarer fem procent af de adspurgte danskere, at de indenfor de seneste fem år har oplevet at finde ud af, at deres pas var udløbet kort inden afrejse. Det oplyser forsikringsselskabet i en pressemeddelelse.
Og det kan blive en voldsomt dyr og frustrerende oplevelse, hvis man ikke har sørget for at sikre sig udløbsdatoen i passet i god tid inden rejsen, lyder advarslen fra Louise Hertzum Andersen, der er chef for forretningsudvikling i Gouda.
“Det tager i udgangspunkt 11-15 dage fra man har været i Borgerservice, til man har sit nye pas, og hvis afrejsen er tidligere end det, kan man blive nødt til at få udstedt et nødpas. Dog kan der være endnu længere ventetid, ligesom man også kan undersøge muligheden for at få udstedt pas i en anden kommune. Et nødpas koster det samme, som det normale pas, men det gælder kun til den forestående rejse, og dermed bliver det en dyr forglemmelse,” siger Louise Hertzum Andersen, der understreger, at det også kan gå helt galt, hvis det først bliver opdaget ved gaten, når man skal stige ombord på flyet," siger hun.
Men det er ikke kun pas, der allerede er udløbet, der kan blive et problem. I en del lande - heriblandt den populære rejsedestination Tyrkiet - er der krav om at passet skal være gyldigt i mindst fem måneder fra man rejser ind.
Og i undersøgelsen svarer syv procent af de adspurgte, at de har oplevet at deres pas udløb under seks måneder før rejsen.