Kan man blive smittet flere gange? - Nu giver Seruminstituttet svaret

Nyheder
Foto: Shutterstock
Dansk forskning giver nu svaret på et af tidens store spørgsmål.

Lige nu læser andre også

Forskere på Statens Serum Institut har lavet en analyse af fordelingen af de mere end 10 millioner PCR-test, som blev udført i Danmark sidste år. Beregningerne viser, at 80% er beskyttede mod at blive inficeret igen. Blandt de ældre er tallet dog nede på kun 50%. Det fortæller instituttet torsdag i en pressemeddelelse. 

"Covid-19 er en ny sygdom, og der er endnu meget, vi ikke ved om den. En af de ting, man indtil nu ikke har haft tilstrækkelig viden om, er, hvor stor en del af befolkningen, der bliver immun efter at have være smittet med covid-19-viruset. Sidste år blev der udført mere end 10 millioner PCR-test i Danmark. Fire millioner af os fik lavet mindst én test," skriver Statens Serum Institut, inden de fortsætter:

"Forskere på Statens Serum Institut (SSI) har nu analyseret, hvor ofte danskere, der blev testet med PCR sidste år, blev testet positive henholdsvis nul, én eller flere gange. Andelen af personer, der tester positive to gange med mindst tre måneders mellemrum, kan man bruge til at udtale sig om graden af beskyttelse mod en ny infektion efter en overstået infektion."

Undersøgelsen er blevet offentliggjort i dag i det engelske lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet.

Kun få blev smittet igen

I analysen sammenlignede forskerne dem, der testede positive i første bølge i foråret med anden bølge i efteråret. Analysen viste, at kun få (0,65%), af de førstegangspositive blev positive igen i en senere test.

Havde man først ét positivt testresultat, var der cirka fem gange mindre sandsynlighed for, at man blev testet positiv siden hen. Det svarer til, at beskyttelsen mod en senere infektion var på 80.5%.

Der var ikke forskel i beskyttelsen mellem mænd og kvinder. Der var heller ikke forskel mellem den første del og den sidste del af tidsperioden sidste år. Det vil sige, der var ikke tegn på, at beskyttelsen begyndte at aftage efter et halvt år.

Langt lavere

Til gengæld var der en forskel, når man delte befolkningen op i aldersklasser. Blandt borgere på 65 år og derover, vurderes beskyttelsen at være 47%.

”Vi kunne beregne, at den naturlige immunitet ligger på 80%. Men vi kan også se, at den observerede immunitet er langt lavere hos de ældre, nemlig blot 50% eller lavere”, siger seniorforsker Steen Ethelberg. Han har sammen med kolleger fra SSI lavet undersøgelsen.

Steen Ethelberg fortsætter:

”Vores undersøgelse tyder på, at de fleste vil være beskyttede mod at blive smittet igen i mindst et halvt år. Men ikke alle er beskyttede og særligt blandt de ældre viste vores undersøgelse noget foruroligende. At kun halvdelen tilsyneladende var beskyttede.”

”Selvom man allerede har været smittet, vil det altså være en god idé at sige ja tak til tilbuddet om at blive vaccineret. Og indtil da – og det gælder særligt for de ældre – huske stadig at følge myndighedernes råd om hvordan man beskytter sig mod smitte”, fastslår Steen Ethelberg.

 

Anbefalet til dig