Kanal 5 snupper populære værter fra DR og TV2 til nyt sangprogram

Nyheder
Christopher Læssø og Mette Lindberg står i spidsen på Kanal 5s nye, store sangprogram 'All together Now - Danmark'. Fotokredit: Krestine Havemann / Discovery Networks Danmark
’All together now – Danmark’ er navnet på Kanal 5s store satsning, der skal tage konkurrencen op med TV2s X-Factor. I programmer står håbefulde sangere foran Danmarks største dommerpanel. Det succesfulde BBC-format kommer i en dansk version, hvor den kendte vært fra 'Danmark har talent', Christopher Læssø, og tidligere X-Factor-dommer. Mette Lindberg, har værtsrollerne, når programmet har premiere på Kanal 5 lørdag den 18. august kl. 21.00.

Lige nu læser andre også

I ’All Together Now – Danmark’ forsøger talentfulde sangere at imponere 100 dommere i et panel, der rummer alt fra kendte musikere, sanglærere, komponister og sågar en stemmeforsker. Formatet, der er købt hos BBC er altså ikke et program med dårlige auditions og komiske indslag, men et format, der satser på dygtige sangere fra starten. Lidt som TV2s tidligere udsendelse The Voice.

I 'All Together Now - Danmark' får sangerne blot én mulighed for at få dommerne til at tabe kæben. Både de optrædende og dommerne er derfor nødsaget til at smide hæmningerne og lade sig rive med af musikken, for vinderen af et program er den sanger ud af ni, der får flest dommere op af stolen. Den sanger, der får flest til at rocke eller poppe med går direkte i finalen.

I den store finale skal de 14 bedste sangere kæmpe om at gå hele vejen og dermed vinde hovedpræmien på 100.000 kroner.

Mette Lindberg og Christopher Læssø styrer slagets gang

Skuespiller Christopher Læssø er vært, mens sanger Mette Lindberg er holdkaptajn for panelet af kendte og ukendte musikkyndige. I sin nye rolle som holdkaptajn, er det hendes opgave at stå i spidsen for panelet på de 100 dommere, som bestemmer, hvem af de dygtige sangere, der går videre fra hvert program.

- Det har været utrolig sjovt at få lov til at lave noget, som til trods for sangtemaet alligevel har været helt anderledes i forhold til, hvad jeg tidligere har lavet af tv. Jeg elsker, at stemningen er så fri, og at folk giver hjerteligt udtryk for deres umiddelbare følelser. 100 paneldeltagere i en blanding af tårer, dans og pinlig tavshed, og dommen falder prompte og ærligt, siger Mette Lindberg, der tidligere har været dommer i DRs ’X-Factor’, vært på Børne MGP og derudover er forsanger i bandet ’The Asteroids Galaxy Tour’.

I dommerpanelet findes et utal af kendte personer: Den danske vinder af Eurovision Song Contest 2013, Emmelie de Forest, sangerinde og skuespiller Pernille Højmark, dette års vinder af dansk Melodi Grand Prix, Rasmussen, Youtuberen Eiqu Miller, musikeren USO, trommeslageren Ihan fra bandet L.I.G.A. og Moses, Esben og Daniel fra gruppen ’Vild Smith’.

Værten, Christopher Læssø, har skiftet TV2 ud med Kanal 5, men bliver inden for cirka samme genre. 

- Jeg har haft en fest under optagelserne, og jeg glæder mig som en gal til at vise Danmark, hvilke talentfulde sangere, vi har rendende rundt. Der var flere af dem, som blæste både mig og panelet helt bagover. ’All Together Now - Danmark’ er virkeligt noget, man skal glæde sig til, for det er noget helt andet end de musik- og talentshows, vi ellers har været vant til her i landet, siger Christopher Læssø.

Kanal 5 tager kampen op mod TV2

Med ’All Together Now – Danmark’ prøver Kanal 5 at udfordre de to store kanaler i en genre, som hidtil har været forbeholdt DR og TV2. Lørdagsunderholdning, der kan samle familien, har historisk set været en af de sværeste discipliner for de kommercielle kanaler, men det lukrative tidspunkt og de potentielt mange seere afholder ikke Kanal 5 fra at prøve endnu engang.

- At vi tager et vellykket og afprøvet BBC-program ind på Kanal 5, som andre store lande som Australien, Brasilien, Tyskland og Frankrig senere på året kommer med deres versioner af, viser, at vi rykker os som hovedkanal. Med ’Studie 5’ åbnede vi sidste år op for lørdagsunderholdning på kanalen, og med ’All Together Now –Danmark’ bliver niveauet skruet et par takker op, siger programdirektør hos Discovery Networks Danmark Anne Garlichs.

Om Danmark er klar til endnu et talentshow må tiden vise. Indtil videre har de eneste succesfulde formater været vist på DR og TV. Med TV2s køb af X-Factor er der intet i sol, måne og stjerner, der peger på at Kanal 5 kan fordrive TV2 fra underholdningstronen. 

Anbefalet til dig