Karsten Ree slipper for at betale til Janni - men det er langt fra slut

Nyheder
Foto: Jokum Tord Larsen/Ritzau Scanpix
Janni har anket sagen.

Lige nu læser andre også

Dramatikken mellem Janni og Karsten Ree har taget en ny drejning, efter at Familieretshuset har afgjort, at Janni ikke skal have en eneste krone af sin tidligere ægtefælle.

Ekstra Bladet har nu talt med Ulrik Grønborg, der er skilsmisseadvokat, og han påpeger, at Janni, som har anket sagen, skal kunne bevise, at der er sket en fejl, for at afgørelsen bliver lavet om:

"At anke en sag er en rettighed, man har, og det gælder naturligvis også inden for det her. Men hvis man håber på at få et andet resultat, så skal man enten kunne bevise, at Familieretshuset har misforstået et eller andet eller komme med nye oplysninger eller informationer," siger han.

Gælder ikke

Tilbage i 2015 sagde Janni og Karsten ja til hinanden, og i samme ombæring skrev Janni under på en ægtepagt, der sikrede Karsten fuldstændigt særeje.

Ifølge skilsmisseadvokater kan en sådan aftale i høj grad indskrænke mulighederne for økonomisk kompensation, når ægteskabet ophører.

Det ændrer dog ikke på, at man ifølge dansk lov ikke kan lave bindende forhåndsaftaler af den slags.

"En forhåndsaftale om, at nogen skal have økonomisk støtte efter en skilsmisse, er slet ikke bindende. Man kan ganske enkelt ikke indgå den slags aftaler i Danmark," fortæller han.

Han vurderer, at det ser svært ud for Janni, hvis aftalen kun er baseret på et skriftligt eller mundtligt løfte.

Indtil videre står afgørelsen altså ved magt, og Janni får ikke tildelt nogen økonomisk støtte.

Hvad ankesagens afgørelse bliver, vil kun tiden vise.

Anbefalet til dig