Danmarks EM bliver skudt i gang om en uge.
Her møder de Slovenien i deres første gruppekamp. Selvom Kasper Hjulmand endnu ikke har en startopstilling klar, er der i hvert fald én spiller, der ikke vil være en del af den.
Den danske landstræner har gjort det klart, at Simon Kjær næppe kommer til at starte på banen.
Den 35-årige forsvarer fik omtrent en halv time på banen, da Danmark lørdag aften vandt 3-1 over Norge.
Efter kampen udtalte Hjulmand, at Kjær ikke kommer til at starte på banen og spille alle 90 minutter i den første kamp.
"Vi har trænet Simon absurd hårdt, så han gik på banen med meget trætte ben. Jeg er glad for, at han fik de her minutter, og så arbejder vi videre med at få bragt hans fysik hen til et endnu bedre sted, og det skal vi nok lykkes med," sagde han ifølge Ritzau.
"Der er ingen tvivl om, at han ikke skal starte og spille 90 minutter i den første kamp, men han kan blive brugbar til at blive skiftet ind i starten af turneringen, og senere i turneringen kan han starte."
Her sagde han også, at Kjær er 'lidt efter de andre'. Han slog dog også fast, at han er sikker på, at han kan nå at indhente dem.
Kjær har været mærket af, at han har været ude med en skade i mere end en måned mod slutningen af sæsonen.
Den danske veteran nåede at spille ganske få minutter for AC Milan, inden sæsonen var slut.
Man skal dog helt tilbage til april i år, for at finde en kamp, hvor han har spillet mere end de 30 minutter, han fik i lørdagens kamp mod Norge.