Det er blevet torsdag, og det betyder, at de fleste danskere går på weekend i morgen.
Et lavtryksområde, der natten til torsdag ligger over den sydlige del af De Britiske Øer, bevæger sig meget langsomt mod nordøst
De tilhørende fronter vil de kommende dage give regn, byger og blæst til Danmark, skriver DMI.
Torsdagsvejret
Den første omgang regn rammer landet ud på natten, hvor den første front trænger op over landet fra syd med en gedigen omgang regn; især den sydlige del af landet ser ud til at få en rigtig våd torsdag.
Derfor har DMI udsendt et varsel om kraftig regn.
"Det ser på nuværende tidspunkt ud som om, at de højeste nedbørsmængder kommer til at falde over den øst- og sydøstlige del af landet, grundet systemets nordøstlige bane," skriver DMI og fortsætter:
"Lokalt kan der falde mellem 25 og 35 mm regn på 6 timer, hvilket overstiger kriteriet for kraftig regn, som er mere end 24 mm på 6 timer. Samtidig blæser det op lige på bagsiden af frontzonen, hvor især Lolland, Falster, Møn, Sydsjælland og Bornholm kan få frisk vind til kuling fra sydvest med vindstød op mellem hård og stormende kuling."
Varslet, som begynder klokken 07.00, ser ud til at blive hængende til i aften klokken 19.00.
I aften holder regnen så en pause i den sydlige del af landet, men i nattens løb svinger den næste front op over os med en del byger, der kan være kraftige og med torden.
Fredagsvejret
Fredag bliver endnu en våd dag med regn og byger mange steder, og bygerne kan være kraftige og med torden.
Også blæsten fortsætter.
I den sydlige og østlige del af landet op til kuling fra sydøst med meget kraftige vindstød, og mod nord og nordvest op til hård vind fra nord og nordøst.