Onsdag den 14. juni tog den nærmeste familie og de nærmeste venner afsked med en af de største fyrtårne i dansk rockmusiks historie, Peter Belli. Han sov stille ind den 8. juni efter længere tids sygdom.
Musikeren blev begravet fra Brøndbyvester Kirke, skriver SE og HØR.
Blandt gæsterne til begravelsen var Keld og Hilda Heick, der har kendt Peter Belli i årevis.
Her fortalte ægteparret om én særlig ting, de og Peter Belli har haft sammen i deres ungdom. Der var nemlig noget, de altid kunne lokke hinanden med, hvis de ville ses.
"Da vi var unge, og vi boede i Domus Vista – vi havde ikke barn på det tidspunkt – da boede de ovre i Annexstræde i deres campingvogn. Der kunne June (Peters hustru, red.) godt finde på at ringe og sige: 'Jeg har altså flæskesteg i ovnen, kommer I lige forbi?'," fortalte Hilda Heick ifølge BILLED-BLADET og tilføjede:
"Og omvendt, hvis vi havde flæskesteg i ovnen, så ringede vi og sagde: 'Vi har flæskesteg i dag'."
Keld Heick tilføjede derefter, at flæskesteg og især sprøde svær var Peter Bellis favoritret. Hvis de ville ses, var det nok bare at nævne ordet "flæskesteg", og så ville de komme.
Den folkekære musiker blev 79 år gammel.