Pensionsopsparingerne kan få et betydeligt løft med den overenskomstfornyelse, som netop er faldet på plads.
Det viser nye beregninger fra Sampension.
Konkret er det i den nye overenskomst på industriens område aftalt, at den såkaldte fritvalgskonto stiger med to procentpoint - fra 9 til 11 procent.
Bidraget stiger med 1 procentpoint pr. 1. marts 2026 og 1 procentpoint pr. 1. marts 2027. Industriforliget ventes at blive kopieret på de øvrige overenskomstområder, hvor der forhandles.
Sådan skriver Sampension i en pressemeddelelse.
Den enkelte medarbejder kan vælge om pengene på fritvalgskontoen skal gå til frihed, udbetales som løn eller indsættes på pensionsopsparingen.
Beregningerne fra Sampension viser, at hvis en person med en løn på 350.000 kr. lader de 2 pct. ekstra på fritvalgskontoen gå til pension, fra vedkommende er 25 år og hvert år frem mod pensionsalderen, så vil det øge pensionsopsparingen på pensionstidspunktet med ca. 705.000 kr., og pensionsudbetalingerne vil stige med ca. 2.500 kr. om måneden (efter skat).
Hvis en 35-årig gør det samme, vil pensionsopsparingen på pensionstidspunktet være ca. 444.000 kr. større end ellers, mens gevinsten for en 45-årig vil være ca. 260.000 kr.
”Det er helt op til den enkelte at vurdere, hvad pengene på fritvalgskontoen skal gå til, og mange vil vælge at få det øgede bidrag ud som løn eller bruge det til at holde fri. Men samtidig er der i disse år en bevægelse i gang, hvor vi ser, at danskerne i stigende grad prioriterer at spare op og herunder også sætter ekstra ind på pensionsopsparingen. Det vil forventeligt også afspejle sig i, at en del medarbejdere vil lade nogle af pengene fra fritvalgskontoen gå til pensionen,” siger Helle Dalsgaard, chefrådgiver i Sampension.
”Hvis man vælger, at det øgede bidrag på fritvalgskontoen skal skydes ind på pensionsopsparingen, kan det gøre en mærkbar forskel over tid. Det handler om de mange bække små, som vitterligt gør en stor å. Mindre beløb, der indbetales år efter år, kan over tid give et markant løft til opsparingen og dermed bidrage til, at der bliver mere at gøre godt med som pensionist, og at man kan få den levestandard i pensionstilværelsen, som man ønsker,” siger Helle Dalsgaard.
”Når man sætter flere penge ind på pensionen, vil effekten være størst, jo tidligere man gør det, og derfor kan særligt de unge booste deres opsparing med ekstra indbetalinger. Og netop i den yngre aldersgruppe har vi i de seneste år set en generelt stigende interesse for pension og bl.a. også for at lave ekstra pensionsindskud, hvilket bl.a. kan handle om, at de unge i lyset af den stigende folkepensionsalder gerne vil have indflydelse på, hvornår de kan trække sig tilbage. Her kan øgede pensionsindbetalinger via fritvalgskontoen bidrage til, at man får bedre mulighed for få det tilbagetrækningstidspunkt, man forestiller sig,” siger Helle Dalsgaard.