Kender du tyvenes 'papirtrick'? Nu advares danskerne mod det

Nyheder
Foto: Shutterstock
Hvis du ikke kender tricket, er der større mulighed for, at tyvene snyder dig.

Lige nu læser andre også

Det er blevet sommer, og det betyder, at tricktyvene igen er på spil.

I sidste uge advarede politiet omkring, at tyvene i år har fundet en ny metode.

For at komme tæt på borgere henvender tricktyve sig til folk i byens grønne områder for at indsamle deres tomme flasker eller dåser for at indløse panten.

Der er dog ikke tale om lovlydige pantsamlere, men derimod kriminelle, som udnytter situationen til at stjæle borgernes telefoner, punge eller andre værdigenstande, som måtte ligge fremme.

Men selvom der kommer nye metoder til, betyder det ikke, at de gamle går af mode.

Derfor kaster Københavns Politi - i en pressemeddelelse - lys over, hvilke metoder man skal passe på.

Papirtricket

En tricktyv bruger et stykke papir, f.eks. et bykort eller et A4-papir med tekst til at dække over en genstand.

Det kan eksempelvis være en mobil på et cafébord. Mens tricktyven afleder opmærksomheden med papiret, bliver mobilen stjålet. 

Derfor skal du være yderst opmærksom på din mobil eller andre ejendele, hvis en person henvender sig med et kort eller papir, når du sidder på en café eller restaurant

Undgå derudover at placere dine værdigenstande fremme på bordet, når du er på restaurant eller café

Dansetyven

Dansetyven afleder opmærksomheden fra tyveriet ved at ’danse’ med sine ofre og går ofte efter personer med synlige værdigenstande, som fralistes under ’dansen’. 

Dansetyvene begynder nogle gange med at give en high five eller beder ofret tage et billede, inden de bruger dansetricket.

Af den grund skal du være ekstra påpasselig, hvis en sådan 'danser' kommer tæt på dig.

Råb op, hvis du bliver udsat for tyveri, skriver politikredsen, der tilmed opfordrer dig til at tiltrække opmærksomhed, så andre ser, hvad der foregår.

Den klassiske lommetyv

Lommetyven stjæler fra din taske eller jakkelomme, når du er uopmærksom.

Det er ofte ved travle steder i byen som f.eks. Nørreport, Hovedbanegården og Kongens Nytorv. Derfor er det en god idé at lukke sine lommer og bruge inderlommen eller en taske med lynlås.

Anbefalet til dig