Mandag har de fleste danskere haft fri fra arbejde i anledning af 2. pinsedag. For mange har dagen budt på afslapning og restitution, mens den for andre har stået i motionens tegn.
Det har nemlig været dagen, hvor det årlige Royal Run har fundet sted flere steder i landet.
Det betyder, at der er mange danskere, der har været ude at løbe med det danske kronprinspar samt deres børn. Andre har ikke haft et ønske om at tage løbeskoene på, hvorfor de i stedet er blevet hjemme på sofaen.
Selvom man ikke har deltaget i løbet, kan det alligevel godt have ført til stor begejstring. Det har det blandt andet gjort for den kendte TV 2 News-vært Gertrud Højlund.
Mandag aften har hun delt et opslag på sin story på Instagram, hvor hun skriver, at hun er glad for at kunne følge med i løbet på fjernsynet.
Her kunne hun naturligvis godt være stoppet, men de gjorde hun ikke. Derimod valgte hun at sende en sviner i retning af kronprins Frederik foran sine næsten 13.000 følgere på det sociale medie.
Det skriver SE og HØR.
Værten mener nemlig ikke, at den danske kronprins var specielt god til at svare for sig. Tværtimod mener hun, at han åbenbart er dårlig til at sige 'helt almindelige ting'.
"Elsker at se Royal Run i fjernsynet. Men kronprinsen... Er sikker på, han er en fin fyr, men hvorfor er han såååå dårlig til at sige helt almindelig ting?" lyder det fra hende.
Herefter slår hun også fast, at det ikke er specielt vanskelige spørgsmål, kronprins Frederik bliver stillet.
"Det er jo ikke svære spørgsmål han bliver stillet. Det er sådan helt goddag-mand-økseskaft ind i mellem," fortsætter hun.
I en efterfølgende story sender hun ros til kronprinsesse Mary, ved at skrive, at kronprinsen har 'skudt papegøjen', når det kommer til den 51-årige kronprinsesse.