På Droninggårds Alle i Holte nord for København ligger der et stykke dansk tv-historie i form af millionvillaen, som den entreprenante Mads Skjern købte i den folkekære serie Matador.
En eksklusiv villa og adresse helt ned til Furesøen, som nu er kommet til salg igen efter at have været en tid af markedet. Det skriver boligvisningssitet Boliga.dk.
Mads Skjerns historiske villa - som han præsenterede for sin forbløffede hustru Ingeborg i afsnit 13 i den populære tv-serie - har hele 360 kvadratmeter bolig fordelt på 15 værelser og en kælder på yderligere 199 kvadratmeter.
Alt sammen udbudt til den nette sum af 59,5 millioner kroner, hvilket placerer palævillaen på en andenplads over de dyreste udbudte huse, der i øjeblikket er udbudt til salg i hele landet.
Sidst villaen var til salg lød prisen på 42.500.000 kroner, men siden da, er der kommet mere jord til ejendommen, så du i dag får 12.987 kvadratmeter parklignende grund med en tennisbane direkte ned til søen, der ifølge salgsopstillingen fra liebhavermægleren Lützau spreder over flere matrikler, som sælges samlet.
Mere Matador-historie
Mads Skjern var nok den borger, som trods alt klarede sig bedst med sit forretningseventyr i Korsbæk, men også en anden gæv indbygger i den fiktionelle stationsby Korsbæk har haft sin bolig på det danske boligmarked i år.
I september gik handlen nemlig igennem på stuepigen - og den senere iværksætter - Agnes' bindingsværkshus fra serien. Det oplyser Boliga.dk.
Det 114 kvadratmeter store byhus fra 1802 ligger på Kirkestræde i Køge og kom i foråret på markedet for 4.895.000 kroner.
I efteråret faldt det endelig hammerslag - og de nye ejere har altså overtaget nøglerne til de fem værelsers Matadorhistorie for 4,6 millioner kroner.
Se Mads Skjerns millionvilla her