Kampsportslegenden Shinichi 'Sonny' Chiba er afgået ved døden. Han blev 82 år gammel.
Det oplyser Daily Mail, der også skriver, at han døde på et hospital i Kimitsu tidligere i dag. Ifølge det britiske medie døde han af komplikationer forårsaget af coronavirus.
På den internationale scene var Chiba, der angiveligt ikke var vaccineret, bedst kendt for sine roller i film som 'Kill Bill' og 'The Fast and The Furious: Tokyo Drift'.
Filminstruktør og manuskriptforfatter Quentin Tarantino var stor fan af Chiba, og henviste endda til hans arbejde gennem Christian Slater-karakteren Clarence Worley i True Romance fra 1993.
Foto: Shutterstock
Foruden sine internationale filmroller, var han også meget aktiv i japanske film og tv-serier. Han krediteres for roller i intet mindre end 209 film og tv-serier, hvoraf de første roller var fra 1960'erne. Blandt andet havde han en rolle i The Street Fighter-serien.
I modsætning til andre kampsportsstjerner såsom Bruce Lee og Jackie Chan, var Chiba glad for at indtage rollen som skurken. Af denne årsag opnåede han aldrig samme status som hhv. Bruce Lee og Jackie Chan.
Chiba, der blev født Sadaho Maeda, kunne bryste sig af at have det store bælte i både ninjutsu, shorinji kempo, judo, kendo og goju-ryu karate, oplyser Daily Mail.
Han efterlader sig sine tre børn, datteren Juri Manase, sønnen Mackenyu Arata, og sønnen Gordon. Børnene fik han med Yōko Nogiwa og Tamami Chiba. Han blev skilt fra Yōko Nogiwa i 1994, og fandt sammen med Tamami Chiba i 1996. De to blev skilt i 2015