Knap 800.000 danskere modtager særlig besked i e-Boks: Gælder borgere i alle aldre

Nyheder
Foto: Nyheder24.dk
Op imod 800.000 danskere vil modtage beskeden.

Lige nu læser andre også

En besked i e-Boks kan rumme et utal af forskellige ting.

Den kan indeholde kedelige beskeder som bøder eller gæld til skat, men den kan også indeholde noget mere harmløst som en lønseddel eller en række praktiske informationer.

Det har nu set dagens lys, at op imod 800.000 danskere står til at modtage en særlig besked i e-Boks, som dog er ganske harmløs.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Syddansk Universitet.

Det er vidt forskelligt, hvor meget vi bevæger os – og hvordan. Nogle cykler til arbejde, andre løber, dyrker yoga eller går til badminton, og nogle graver have eller svinger støvsugeren.

Nu går forskere ved Syddansk Universitet i gang med en ny runde af den store, nationale måling ’Danmark i Bevægelse’, der i efteråret 2020 blev besvaret af hele 163.000 voksne borgere.

Undersøgelsen udvides med et nyt væsentligt element; denne gang indsamles også data på børn og unges bevægelsesvaner.

Nordea-fonden støtter projektet med 17,8 mio. kr., som udgør langt størsteparten af det samlede budget på 19,5 mio. kr.

Vil skabe ændringer i samfundet

Projektejer for ’Danmark i Bevægelse’ Karsten Elmose-Østerlund, lektor på Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet, forklarer, at ’Danmark i Bevægelse' har til formål at skabe en reel forandring i samfundet:

I undersøgelsen vil der blive indsamlet en detaljeret viden om bevægelsesvaner, som ikke findes i andre nationale undersøgelser, og forskerne vil udarbejde konkrete, forskningsbaserede anbefalinger til fremme af bevægelse i hele Danmark. Det handler ikke blot om idræt og motion - også rengøring, havearbejde, gåture, cykling til supermarkedet mv. tæller med.

"Vi kommer til at indsamle og analysere data i en hidtil uset skala", forklarer projektleder Jens Høyer-Kruse.

"Vores mål er at forstå de komplekse faktorer, der påvirker bevægelsesvaner hos forskellige befolkningsgrupper – både det, der motiverer, og det, der udgør barrierer. Undersøgelsen vil gøre os i stand til at identificere nøgleområder, hvor vi kan gøre en mærkbar forskel i befolkningens sundhed og trivsel", påpeger han.

Undersøger hvad der motiverer os

Forskningsprojektet omfatter to hovedstudier med i alt seks dele, der blandt andet inkluderer spørgeskemaundersøgelser blandt børn, unge og voksne studier af kommunale bevægelsespolitikker samt casestudier af forskellige indsatser for bevægelsesfremme i udvalgte kommuner.

Til sammen giver de mange forskellige studier forskerne mulighed for at forstå, hvad der motiverer fx forskellige aldersgrupper og forskellige socialøkonomiske grupper til at være mere fysisk aktive.

Den nye viden samles i en database til gavn for alle

Kommunikation og videndeling er en central del af ’Danmark i Bevægelse 2025’, og formidlingen af resultaterne vil blive målrettet til kommuner, organisationer og aktører inden for bevægelsesfremme.

Samtidig bliver der udviklet inspiration og anbefalinger til den brede befolkning.

Derudover vil en online database give adgang til indsamlede data om danskernes bevægelsesvaner for alle landets borgere, organisationer og beslutningstagere.

Fakta om Danmark i Bevægelse 2025

  • Danmark i Bevægelse er den største danske måling af bevægelsesvaner. Den omfatter flere forskellige undersøgelser, bl.a. en spørgeskemaundersøgelse, der sendes ud i 2025 til op imod 800.000 børn, unge og voksne via e-Boks.

  • Resultaterne gøres op kommune for kommune og indgår i en database, som kommuner og organisationer kan bruge, når de ønsker viden til bevægelses- og sundhedsindsatser.

  • Projektet foregår i 2024-28 og udføres af Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet.

  • Nordea-fonden støtter projektet med knap 17,8 mio. kr.

  • Undersøgelsen bygger oven på resultaterne fra første gang, ’Danmark i Bevægelse’ blev udført: I efteråret 2020 besvarede 163.000 danskere på +15 år et spørgeskema om deres bevægelsesvaner.

  • Resultater fra den nye del af undersøgelsen vil blive formidlet i løbet af 2026.

  • Læs mere: www.danmarkibevægelse.dk

Anbefalet til dig