Mandag kunne B.T. afsløre over Københavns Universitet, at et af dets ansatte hænges ud online.
Hjemmesiden, hvor den ansatte bliver hængt ud, har til formål at forhindre seksuelle overgreb mod børn.
Personerne bag foretagenet skulle nemlig have kontaktet professoren og udgivet sig for at være en 14-årig pige.
Professoren skulle i en række beskeder have fortalt, hvad han ønsker at udsætte den 14-årige for seksuelt, ligesom han selv italesætter, at det vil være ulovligt, hvis de to ender med at have sex.
Alligevel slutter beskederne mellem dem først da de to har aftalt at mødes for at professoren "kan tage den 14-åriges uskyld".
Således aftaler de, hvornår han skal hente hende ved en større svensk togstation. Men i stedet for at blive mødt af en 14-årig pige, blev han mødt af personerne bag den svenske hjemmeside.
Til sidst sætter han sig ind i sin bil og kører væk fra stedet.
Mandag besluttede B.T. så at kontakte Københavns Universitet, som tirsdag vendte tilbage med følgende svar:
"Vi blev mandag 1. juli gjort bekendt med artiklen og dens indhold. Der skal ikke være tvivl om, at ledelsen på Københavns Universitet tager skarpt afstand fra de gerninger, der er beskrevet i artiklen. Derfor har jeg i dag – i henhold til decorum-reglerne for offentligt ansatte – taget de nødvendige skridt i forhold til den pågældende medarbejder."
Ovennævnte decomrum-regel kendetegnes bedre som "værdighedskravet" og handler om, at man som ansat – både på og udenfor arbejdspladsen – skal udvise en acceptabel adfærd ud fra tidens normer.
Universitetet vil dog af hensyn til tavshedspligten ikke oplyse, hvilke "nødvendige skridt", der er blevet taget.