December er lige om hjørnet.
Det betyder, at de dagligvarekæder, der er til stede i Danmark, forbereder sig på en priskrig af de helt store.
Blandt andet Rema 1000 har meldt ud, at de satser stort på skarpe priser og ekstreme tilbud.
"Det bliver en crazy jul i dagligvarehandlen i år med vildt fokus på at give de skarpeste priser," skrev Jonas Schrøder, der er Rema 1000's kommunikationschef, på X i midte af november.
Kør ikke til grænsen
Rema 1000's nyeste tilbudsavis bekræfter, at den opsigtsvækkende melding ikke blot er en sang fra de varme lande.
Den norske supermarkedskæde sælger nemlig 175 gram Lay’s chips til 7 kroner og en dåse Coca-Cola til bare 2,50 kroner.
Sådan skriver Ekstra Bladet.
Det svarer til 60 kroner for en kasse med 24 dåser, hvorfor du ligeså godt kan lade være med at tage et smut over grænsen, hvis du mangler sodavand.
Konkurrenterne kæmper med
Selvom ingen kan slå prisen på 2,50 kroner pr. dåse, er 365 Discount tæt på med en halvanden liters flaske Coca-Cola til 12 kroner. '
Det svarer til literpris på 8 kroner, som ikke er langt efter Rema 1000's, der ligger på 7,5 kroner.
Samtidig prøver de populære grænsebutikker også at holde sig relevante. Fleggaard tilbyder for eksempel 24 dåser Pepsi Max til 55 kroner, hvorfor de er billigst på sodavandfronten.
Medmindre man bor meget tæt på grænsen, kan det dog bedre svare sig at handle i Rema 1000, da transportudgifterne skal medregnes.
Heldigvis for forbrugerne er priskrigen kun lige begyndt, og i løbet af de kommende uger vil mange vilde tilbud dukke op.
Så hvis du vil spare lidt ekstra i år, er det måske nu, du skal holde øje med supermarkedernes tilbudsaviser – det bliver ikke kedeligt.