Kommer det til at sne i marts? DMI melder ud om forårsvejret

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
DMI har løftet sløret for, hvordan vejret kommer til at se ud i marts måned.

Lige nu læser andre også

Det er koldt derude.

Temperaturerne kommer det kommende døgn kun op på et par graders varme, og med en frisk vind fra øst vil det føles ekstra koldt.

Især her til morgen, når man skal på arbejde eller i skole, vil det bide lidt ekstra i kinderne, og mange vil nok møde op med røde kinder og løbende næse på grund af kulden.

Heldigvis kan de fleste også få kig til solen, og sidder man et sted med læ, kan man næsten fornemme foråret.

Sådan skriver DMI.

Hvis man kigger godt efter, kan man være så heldig at se vintergækkerne kigge frem. Alt i alt lever februar op til sit ry som en måned, hvor vinteren ikke rigtig vil give slip.

Fortsætter et par dage endnu

Dagsfrosten fortsætter resten af ugen, hvorfor der er absolut ingen grund til at pakke vinterjakken væk endnu.

Mandag i næste uge er ikke meget bedre, da der meldes om helt ned til syv graders frost - i nattetimerne.

Men hvad kan vi forvente af den kommende måned?

Vejret i marts

Om marts måned skriver DMI, at modellerne i gennemsnit peger på et lidt højere lufttryk end normalt fra De Britiske Øer via Nordsøen og Danmark til Østeuropa samt en typisk lavtryksbane fra Nordatlanten til Mellem- og Nordskandinavien.

Det vil i så fald medføre en overordnet mild sydvestlig og vestlig luftstrømning.

Tilhørende fronter vil passere Danmark vestfra med skyer og lidt regn, der dog kan blive afløst af perioder med højtryksrygge og mulighed for at forårssolen kan skinne.

Som måneden skrider frem øges risikoen for, at kolde arktiske luftmasser sætter sig i bevægelse sydover og medfører et betydeligt temperaturfald samt risiko for vinterligt nedbør.

Temperaturen ser ud til at ende noget over den normale for marts, men med mulighed for en koldere periode.

Nedbørsmængderne er usikre, men vådest ser det ud i første halvdel af måneden. Som helhed ser nedbøren ud til at ende omkring de normale for marts måned.  

Anbefalet til dig