Aarhus Kommune har kastet sig ud i noget af en omstrukturering blandt en håndfuld af deres kommunalt ansatte.
Det skriver Se og Hør.
Der er i alt tale om 25 parkeringsvagter, der får tilbuddet om at fortsætte i jobbet. Det kræver dog, at de går med til at give afkald på flere fordele, de bliver tilbudt i deres nuværende ansættelsesaftaler.
Blandt fordele de nu mister i jobbet, inkluderer en flekstidsordning, betalte pauser og et årligt ulempetillæg på knap 10.000 kroner.
Ydermere står de også til at miste betalte fridage den 5. juni, 24. december og 31. december.
Alt dette står vagterne til at miste, skulle de fortsætte med at arbejde for Aarhus Kommune. De ansatte står dog fortsat til at beholde samme løn.
Ifølge kommunen er der to årsager bag den drastiske ændring i parkeringsvagternes ansættelsesvilkår:
Den ene er, at de har “fordelagtige ansættelsesvilkår” sammenlignet med andre grupper kommunalt ansatte på teknik- og miljøområdet.
- For det andet er der gang i en opgaveændring, så assistenterne fremover kan komme til at løse nye opgaver omkring blandt andet tilsyn. Vi ønsker ansættelsesvilkår, der passer med de fremtidige arbejdsopgaver, fortæller Kim Gulvad Svendsen, der er chef for byliv og medborgerskab i Aarhus Kommune, der forklarer at kommunen nu ønsker en ensartethed blandt de ansatte.
Svendsen forventer, at de langt fleste vil takke ja til at arbejde under de nye vilkår.