Kong Charles er blevet opereret: Nu er det nyt om hans tilstand

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Der er nu blevet meldt ud om kong Charles' tilstand efter hans operation fredag.

Lige nu læser andre også

Storbritanniens kong Charles har fredag været under kniven på en klinik i London. Her er han blevet opereret for en forstørret prostata, hvorfor der har været tale om en planlagt operation.

I denne forbindelse er det blevet meddelt, at han har det fint. Det er hans hustru, dronning Camilla, der har bekræftet dette over for mediet The Sun.

De mødte hende kort, da hun forlod The London Clinic, hvor han blev opereret. Det skriver nyhedsbureauet Ritzau.

"Han har det fint, tak," svarer dronning Camilla på The Suns spørgsmål om hans tilstand efter operationen.

Derudover skriver nyhedsbureauet Reuters, at de har været i kontakt med en unavngiven 'kongelig kilde'. Her er meldingen den samme: at han har det fint.

Det blev rapporteret fredag formiddag af flere britiske medier, at kong Charles var blevet spottet på vej ind på privathospitalet i London.

Herefter gik der ikke lang tid, før Buckingham Palace udsendte en pressemeddelelse. Heri blev det meddelt, at han var blevet indlagt på en klinik i London for at gennemgå en planlagt operation.

I midten af sidste uge blev det offentliggjort af Buckingham Palace, at den 75-årige kong Charles havde fået konstateret forstørret prostata. I denne forbindelse blev det også meldt ud, at det ville være nødvendigt med en operation.

Kong Charles har været den britiske monark siden 8. september 2022. Her overtog han tronen efter sin mor, dronning Elizabeth 2., som døde samme dag.

Meldingen om, at han skulle opereres kom to timer efter, at det var blevet offentliggjort, at prinsesse Kate var blevet indlagt og opereret.

Der er dog ikke sluppet meget information ud om, hvorfor hun er blevet opereret. Det er blot blevet offentliggjort, at hun ikke kommer til at genoptage sine royale pligter før til påske.

Anbefalet til dig