Kong Frederik udtaler sig i Polen: “Konsekvenserne af krisen er enorme”

Af: Mie M.B

|

31/01/2024

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Talen i Polen er første gang Kong Frederik udtaler sig siden tronskiftet

Lige nu læser andre også

Kong Frederik har for første gang siden tronskiftet udtalt sig offentligt om en af de mærkesager, han som regent vil prioriterer særlig højt: Klimaforandringer. Denne udmelding kom under en tale i forbindelse med et grønt erhvervsfremstød i Polen. Det skriver Avisen Danmark.

Under talen fremhævede kongen krigen i Ukraine og konflikten i Mellemøsten som faktorer, der understreger behovet for en grøn omstilling. "Konsekvenserne af krisen er enorme, men det har været med til at bringe vores nationer tættere på hinanden," sagde han.

Besøget i Polen sker under ledsagelse af en række danske ministre og 59 virksomheder, herunder Vestas, Ørsted og Danfoss. Besøget sigter mod at fremme danske løsninger inden for energieffektivitet og klimavenligt landbrug. "I Danmark har vi i mange år arbejdet på partnerskaber, hvor fokus blandt andet har været på energieffektivitet og havvind," forklarede kongen.

Dette erhvervsfremstød er særligt relevant, da Polen står over for en omfattende omlægning af sit energiforbrug, der i høj grad er baseret på kulkraft. En ny klimaplan fra Polens koalitionsregering, ledet af den tidligere EU-præsident Donald Tusk, åbner muligheder for dansk erhvervsliv. Polen er allerede Danmarks niende største eksportmarked, og eksporten passerede 50 milliarder kroner i 2022.

I mellemtiden vil kronprins Christian, som går i 3.g på Ordrup Gymnasium, varetage regentpligterne i Danmark, mens kongen er i Polen. Det bekræfter Kongehuset over for Ritzau. Dette er første gang, prins Christian fungerer som regent siden tronskiftet. Hans fremtidige planer efter studentereksamen er endnu ikke offentliggjort, men der spekuleres i, om han vil følge en militær og efterfølgende en civil uddannelsesvej.

Anbefalet til dig