Kongehuset donerer stort beløb til ofrene for krigen i Ukraine

Nyheder
Foto: Frederic Kern Via Www.imago-Images.de/Imago/Ritzau Scanpix
Dronning Margrethe, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary har i fællesskab doneret en million kroner til ofrene for krigen i Ukraine.

Lige nu læser andre også

Under navnet 'Sammen for Ukraine' samler en lang række danske nødhjælpsorganisationer lørdag den 12. marts ind til at hjælpe ofrene for krigen, der er brudt ud i Ukraine, efter russiske styrker har invaderet landet.

Nu melder Det Danske Kongehus ud, at de ønsker at støtte dette formål. Det kommer til at ske i form af en fælles donation fra hhv. Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond og Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond.

I alt lyder donationen fra dronning Margrethe, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary på hele en million kroner. Det oplyser Kongehuset på deres officielle profil på Instagram.

I forbindelse med den store donation har dronning Margrethe delte sine tanker om de forfærdelige og modbydelige scener, der udspiller sig flere steder i Ukraine.

"Der er krig i Europa igen. Det gør mig uendelig trist at være vidne til det der nu sker i Ukraine. Det fremskridt og det håb, som blomstrede overalt i Europa efter Berlinmurens fald, smuldrer nu for øjnene af os," lyder det fra dronning Margrethe.

Hertil sender du en hyldest til de heltemodige ukrainere, der kæmper for deres land og for den frihed, de har ret til.

"Dagligt følger vi billeder af krigens ødelæggelser og uretfærdighed. Ulykkelige billeder af børn og kvinder, der må sige farvel til deres fædre, brødre og mænd, der som soldater kæmper for Ukraine, men også heltemodige billeder af en stærk ukrainsk ungdom, der kæmper for den frihed, de har ret til, og som de lige nu forsvarer med deres liv," siger dronningen.

Slutteligt siger dronning Margrethe også, at vi som danskere støtter alle, der yder nødhjælp og gør en indsats for at redde liv i Ukraine. Hertil beder hun til, at krigen snart må få sin ende.

"For os som danskere gør hele situationen et uudsletteligt indtryk. Vi føler med den ukrainske befolkning og støtter alle, der yder nødhjælp og arbejder for at redde menneskeliv. Må denne meningsløse krig bringes til ophør snarest," runder hun af.

Anbefalet til dig